Første skridt mod ny Skanderborg Station

Del artiklen:

Pressemeddelelse fra Skanderborg Kommune

Mobilitet: Nu begynder en større ombygning af området omkring Skanderborg Station. Projektets første, spæde skridt tages mandag.

Mere plads, mindre trafik og nye, indbydende faciliteter. Brugere af Skanderborg Station kan godt begynde at glæde sig. Nu tager Skanderborg Kommune nemlig hul på en større ombygning af hele byens stationsområde.

Starter i det små

Projektet, der har været på tegnebrættet siden 2018, kommer både til at ændre på parkerings- og venteforhold på selve stationen og på trafikken udenom. Og det er der, det hele begynder. Altså udenom, forklarer kommunens projektleder, Kirsten Lind:

- På mandag går vi i gang med at lave de første små ombygninger foran Skanderborg Station, og så går der ikke længe, før vi begynder at grave i Jernbanevej. Men vi starter i det små, så man vil ikke opleve trafikgener allerede mandag, siger hun.

Trafikanter på strækningen vil dog blive påvirket. Den første del af projektet handler nemlig om at ”vende” trafikken omkring Skanderborg Station. Det gøres ved at signalregulere ind- og udkørslen til stationen på Jernbanevej og ved at fjerne muligheden for udkørsel med busser på Låsbyvej. Målet er at mindske presset på vejene omkring stationen, der i dag ofte er plaget af lange køer og ufremkommelighed.

Træls før det bliver godt

Vejarbejdet omkring stationen forventes færdigt omkring årsskiftet. Herefter går projektet videre til fase to, der handler om at forbedre forholdene for de bløde trafikanter på stationsområdet.

- Det handler selvfølgelig om, at cyklister og gående kan komme sikkert til og fra toget, men også om at skabe en god oplevelse på stationen. Her er parkeringsforhold, lys og stemning noget af det, vi kigger på, sammen med DSB og Midttrafik, og det bliver rigtig godt, siger Kirsten Lind, der beklager, at det først bliver nødt til at være lidt træls.

Mens vejarbejdet på Jernbanevej står på, kan bilister på strækningen nemlig forvente forlænget køretid, idet man er nødt til at spærre dele af vejen for at arbejde. Strækningen forbi Skanderborg Station forbliver dog åben i hele perioden.

Bedre mobilitet for byen

Ombygningen af Skanderborg Station sker for at fastholde stationen som et populært knudepunkt også i fremtiden, og for at skabe mere sammenhængende mobilitet, siger formand for kommunens miljø- og planudvalg, Claus Leick (F):

- Vi vil gerne gøre, hvad vi kan for at understøtte den kollektive trafik i Skanderborg Kommune, og her spiller knudepunktet Skanderborg Station selvfølgelig en vigtig rolle. Det skal det være enkelt og hurtigt at komme til at fra stationen for byens borgere, pendlere og gæster, siger han.

Fakta om projektet på Skanderborg Station:

  • Vejarbejdet omkring stationen og den nye lysregulering på Jernbanevej forventes færdig med udgangen af 2021.
  • Herefter foregår arbejdet primært på stationsområdet, hvor der blandt andet etableres bedre parkeringsforhold.
  • Projektet arbejder desuden med initiativer, der kan gøre brugeroplevelsen på stationens område bedre, fx lys, stemning og wayfinding.

Følg projektet på skanderborg.dk/vejarbejde.