Direktør Carsten Lund stopper i Sønderborg Kommune

Del artiklen:

Pressemeddelelse fra Sønderborg Kommune

Direktør Carsten Lund stopper i Sønderborg Kommune

Efter otte år i Sønderborg Kommune har Carsten Lund ønsket at stoppe, når hans kontakt udløber til nytår. Carsten Lund er vicekommunaldirektør og direktør for Børne,- Uddannelse- og Sundhedsforvaltningen i Sønderborg Kommune.   Kommunaldirektør Tim Hansen har forståelse for Carsten Lunds beslutning.   - Jeg har i otte år haft et meget tæt samarbejde med Carsten. Et samarbejde, jeg har nydt utrolig meget, fordi Carsten har en enorm erfaring og er en god sparringspartner. Carsten er dygtig, og han har sammen med sine chefer og medarbejdere fået løftet hele Børne,- Uddannelse- og Sundhedsforvaltningen. Det gør, at Sønderborg Kommune i dag har gode normeringer i vores daginstitutioner, god trivsel på skoleområdet og Sydjyllands bedste gennemsnitkarakter i afgangseksamen samt et sundhedsområde, der er gearet til fremtiden. Jeg ønsker Carsten al held og lykke fremover, siger han.  Carsten Lund stopper med udgangen af 2022.   - Jeg har været utrolig glad for at være i Sønderborg Kommune, som har givet mig mange spændende og udfordrende opgaver. Men jeg er nået til en skillevej, hvor jeg skulle tage et valg omkring mit arbejdsliv, da kontrakten med Sønderborg Kommune stopper ved udgangen af året. Jeg har derfor valgt at stoppe, mens legen er god. Jeg har siddet i en topledelse i kommunalt regi igennem 22 år, og nu er det tid til at prøve noget andet, siger han.  Børne,- Uddannelse- og Sundhedsforvaltningen overtages fra den 1. december 2022 af Nicolai Dupont Heidemann, der kommer fra en stilling som direktør for Kultur og Erhverv i Sønderborg Kommune. Han vil i december måned fungere som direktør for begge forvaltninger. Der skal findes en ny direktør for Kultur og Erhverv fra den 1. januar 2023, og processen med at finde en ny direktør for det forvaltningsområde går i gang med det samme.