Behov for dit input til ny cykelplan

Del artiklen:

Pressemeddelelse fra Holbæk Kommune

PRESSEMEDDELELSE | En ny cykelstiplan skal efter ønske fra Kommunalbestyrelsen være med til at prioritere etablering af cykelstier de kommende år.

10.06.2021

Som et led i udarbejdelsen af cykelstiplanen er der behov for borgernes input. Deres svar skal være med til at afdække, hvor der er størst behov for nye cykelstier med det mål at fremme cyklismen og sikkerhed i trafikken via et sammenhængende, velfungerende og sikkert stinet.

”For at vi kan få tingene grundigt belyst og få udarbejdet en konkret cykelstiplan, har vi blandt andet behov for, at borgerne svarer på et spørgeskema omkring cykelinfrastrukturen i Holbæk Kommune. Her skal vi fx blive klogere på deres cykelvaner, deres tilfredshed med de nuværende cykelstier og vedligeholdelsen heraf, trafiksikkerhed, og hvor der mangler at blive etableret cykelstier. Cykelstiplanen bygger videre på de eksisterende planer og ønsker om nye cykelstier fra dialogmøder med lokalfora og kommunens skoler. Men vi har også brug for at høre den enkelte borgers mening og ønske,” fortæller viceborgmester og formand for Udvalget for Klima og Miljø John Harpøth, der også håber på, at en forbedring af forholdene for cyklister kan få flere bilister over på cyklerne, som en del af den grønne omstilling.

LINK TIL SPØRGESKEMA: www.viatrafik.dk/holbaek.

Spørgeskemaet tager 5-10 minutter at besvare. Efter spørgeskemaet vil der være et kort, hvorpå der kan noteres problemer på nuværende cykelstier, og indtegnes, hvor der bør etableres cykelstier m.m.

Cykelstiplanen forventes at kunne behandles politisk i løbet af efteråret med en beslutning om, hvilke indsatsområder for cykeltrafikken og cykelstiprojekter, der i de kommende år skal prioriteres i Holbæk Kommune.

Læs mere om processen for cykelstiplanen