Årets frivillig 2022 er fundet og kåret i Billund Kommune

Del artiklen:

Pressemeddelelse fra Billund Kommune

Frivilligrådet i Billund Kommune uddeler hvert år frivilligprisen til en person i kommunen, som har gjort en ekstra indsats på det frivillige sociale område. Fire kandidater var indstillet til prisen i 2022 og det var Alexander Guldager, der løb med prisen.

Endnu en gang var det svært at vælge mellem de mange fantastiske frivillige, som har ydet en ekstra indsats for deres forening og medmennesker i Billund Kommune. Valget faldt dog i sidste ende på Alexander Guldager for sit frivilligvirke i forbindelse med opstart af Ungenetværket i Billund Kommune.

”Han nyder at gøre en forskel for andre unge. Han gør alt for sine medmennesker og mere til. Han fortjener en kæmpe hånd”. Stod der blandt andet i indstillingen.

Det er blevet lidt af en tradition, at kåringen af Frivilligprisen sker som et mindre overraskelses arrangement i starten af året. Grundet covid19 nedlukning i vinteren 2022 måtte dette dog udskydes. Planen var derfor et arrangement i senforår/ start sommer, men da det var tid til at planlægge kåringen, var Alexander taget på højskole i Tyskland. Alexander blev derfor i dag, onsdag den 17. august, overrasket på Frivilligcenter Billund midt i sit oplæg om Højskoleopholdet for Ungenetværket af Frivilligrådet, familie og venner med gaver, taler og pizza, alt sammen for at anerkende ham for den frivillige indsats han har ydet for sine medmennesker i Billund Kommune.

Frivilligrådet glæder sig over alle de frivillige, der yder en indsats på det frivillige sociale område. Det er typisk et område, hvor frivillige byder sig til, når de kommer på den anden side af skolebørn og arbejdslivet. Så når der er unge, der også bidrager, så er det helt klart noget som skal have opmærksomhed.

"Det er fantastisk hver gang der er frivillige, der sætter tid af for at styrke trivslen for vores medmennesker i Billund Kommune og – at vi i år kan anerkende et ungt menneske for den frivillige indsats, det synes vi er rigtig glædeligt." Fortæller formand for Frivilligrådet Gitte Johansen.

Udover Alexander var desuden Doris Fredsgaard Jensen fra IM-genbrug i Grindsted, Joan Odgaard Johannesen fra Billund Svømmeklub og Christian Flugt fra Sdr. Omme Krocketforening indstillet for deres store frivillige virke.

Om Doris Fredsgaard, IM-genbrug, Grindsted, stod der blandt andet i indstillingen, at:

"Doris er altid i godt humør. Det smitter af på medarbejderne og kunderne … Hun tager sig tid til at snakke med kunderne, og hun snakker meget med medarbejderne. Hun er med i Styregruppen ved IM-genbrug, og hun laver vores vagtplan hver eneste uge. Hun er virkelig en humørbombe, og hun har omsorg for alle medarbejderne… Man kan altid høre, når Doris er i nærheden, for så bliver der grinet rigtig meget. Hun fortjener Årets Frivillig pris."

I indstillingen for Joan Odgaard Johannesen, Billund Svømmeklub, stod der blandt andet:

Joan yder et kæmpe stykke arbejde i Billund Svømmeklub. Hun får hele kabalen med trænere og hold til at gå, samtidig med at hun altid er klar med hjælp og vejledning - altså med et smil på læben. Hun har en stor andel i, at mange børn og voksne kan mødes ugentlig til svømning og hygge i klubben … Hun er et kæmpe aktiv for en frivillig forening og en stor del af grunden til, at flere at vi andre gerne vil være frivillige trænere og hjælpetrænere. TAK!

Om Christian Flugt fra Krocketforening i Sdr. Omme, stod der blandt andet:

Christian er uundværlig i vores krocketforening. Altid rolig og klar til at hjælpe. Reparerer vores køller, formidler krocketstævner og turneringer. Han formidler reglerne så vi forstår, og kan få nye medlemmer med i spillet. Fixer taget på tribunen, plade til kørestole, vandpumpen bliver skiftet når vi står med håret i postkassen. Muldvarperne bliver holdt nede, og flagene hejst ved festlige arrangementer. Han er en venlig og betænksom handymand.

Frivilligrådet kan kun give prisen til én kandidat, men vil meget gerne sige TAK til alle de indstillede til Frivilligprisen 2022 og alle de andre frivillige i Billund Kommune som hver dag gør en indsats for deres medmennesker. Tak for jeres indsats!