2,5 millioner kroner til at udvikle visitationen i Favrskov

Del artiklen:

Pressemeddelelse fra Favrskov Kommune

Favrskov Kommune er en af de syv kommuner, der har fået midler fra Socialstyrelsen til at udvikle visitationen af ældre borgere i de kommende år. Projektet hedder ’Fremtidens visitation – tæt på borgeren’.

I alt er der delt 13,9 millioner kroner ud til de syv kommuner, og Favrskov Kommune har fået 2,5 millioner kroner til projektet ’Fremtidens visitation – tæt på borgeren’. Projektperioden er fra nu og frem til udgangen af 2025. Målgruppen for projektet er ældre borgere, der er visiteret til praktisk hjælp og personlig pleje i eget hjem. I Favrskov Kommune drejer det sig om cirka 850 borgere årligt. Ønsket er, at medarbejderne i Visitationen fremadrettet i højere grad arbejder som borgerrådgivere og i mindre grad som behandlere af ansøgninger. I dialog med borgeren, pårørende og andre involverede skal de afdække borgerens behov og tilrettelægge hjælpen, så den er mere fleksibel og i tråd med borgerens ønsker og behov. Den skal selvfølgelig fortsat være inden for lovens rammer og til de afsatte økonomiske ressourcer. Det betyder, at roller, strukturer og arbejdsvaner skal ændres i Visitationen. Den transformation kommer blandt andet til at finde sted i forbindelse med en ledelsesworkshop, medarbejderworkshop og en workshop med borgerpanel og frivillige inddraget. Det arbejde er med til at sætte retningen, og så følger nogle kompetenceudviklingsdage for medarbejderne i Visitationen og de rehabiliterende terapeuter. Efterfølgende bliver det rullet ud i organisationen og løbende evalueret frem mod projektets afslutning. Rikke Randrup Skåning, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Favrskov Kommune, glæder sig over midlerne fra Socialstyrelsen. - Tilbage i juli i år overgik vores hjemmepleje til en team-struktur, der skal sikre mere kontinuitet, stabilitet og sammenhæng i plejen omkring den enkelte borger. Men for at det for alvor skal lykkes, så er der også brug for en indsats i forhold til vores visitationsarbejde. Med de 2,5 millioner kroner får vi nu mulighed for at sætte gang i det arbejde, og jeg er sikker på, at det bliver til gavn for både borgere og medarbejdere, siger Rikke Randrup Skåning. Social- og Sundhedsudvalget vil følge projektet tæt, og det samme vil Jeanette Rokbøl, der er ældrechef i Favrskov Kommune. Hun har sammensat en tværgående arbejdsgruppe, der sikrer bred involvering og høj faglighed: - Projektet giver os en mulighed for at arbejde med visitation på nye måder og ikke mindst i et tæt samarbejde med hjemmeplejen. Det ser jeg som en fantastisk mulighed for at finde nye veje og løsninger, der gør vores visitationsarbejde endnu bedre og endnu mere tilpasset den enkelte borger. Vi har brug for en mere fleksibel hjemmepleje, hvor nogle ydelser kan byttes ud med noget andet, så det passer til borgerens helt aktuelle behov. Vi ønsker et ældreområde, som ’sammen med’ borgeren lægger vægt på et sundt og værdigt liv. Det er også fint i tråd med frisættelsesinitiativerne fra Christiansborg.