Analyse: Administrationsbesparelser udstiller KL’s svaghed forud for topmøde

KL’s topledelse står med et åbenlyst dilemma, når 1500 kommunalbestyrelsesmedlemmer og embedsmænd torsdag morgen samles til kommunalt topmøde i Aalborg.

Kernen i dilemmaet er, at en række ministre de seneste måneder har provokeret borgmestre og byrådsmedlemmer til en grænse, som gør det til et relevant spørgsmål, hvor længe kommunalpolitikerne vil acceptere, at KL-toppen igen og igen bøjer af for regeringen i et forsøg på i det mindste at få noget indflydelse.

To åbenlyse provokationer fra regeringen kan udløse oprør

Konflikten er højspændt, fordi regeringen på to områder provokerer landets borgmestre og kommunalpolitikere i en grad, som er sjældent set.

Det mest aktuelle handler om, at regeringen hævder, at kommunerne har alt for stor en administration. Men fakta viser, at kommunerne har sparet på overrodnet ledelse, mens udgifterne til såkaldt myndighedsbetjening er steget i takt med stadig flere regler og krav fra Slotsholmen, og at personalet til borgervendt service er steget i takt med, at der er kommet flere borgere.

Læse mere: Myndighedsbetjeningen er eksploderet med fire milliarder kroner i kommunerne

Konflikten er skærpet op til topmødet. Helt nye data fra KL og Finansministeriet viser, at mens kommunerne har haft en vækst i antallet af administrative årsværk på 2,4 procent de seneste fem år, så har ministerierne haft en vækst på 32 procent i departementerne og 41 procent i styrelserne.

Alligevel holder finansminister Nicolai Wammen (S) fast i et mål på tre milliarder kroner for administrative besparelser i kommuner og regioner, mens målet for regeringen egen administration er helt anderledes vagt på trods af den næsten monumentale vækst.

“Der er sket en betydelig stigning i ansatte i centraladministrationen. Det skyldes selvfølgelig, at vi har prioriteret de helt nødvendige ressourcer til genopretningen af skattevæsenet og håndteringen af covid-19, men det forklarer ikke hele udviklingen. Det kommer vi også til at se nærmere på fra regeringens side,” udtalte finansministeren til KL’s Danske Kommuner i går.

Utilfredsheden blandt landets byrødder skærpes af, at regeringen lover borgerne bedre velfærd på trods af, at regeringen i økonomiaftalen for 2023 reelt ikke dækker stigende udgifter til flere børn og ældre samt flere personer med handicap, men i stedet har pålagt kommunerne at få pengene til at passe gennem “økonomiske prioriteringer.”

Ifølge NB-Økonomis oplysninger blev både KL og regeringen kontaktet af rasende borgmestre, efter at socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil for et par uger siden så stort på økonomiaftalens ordlyd om økonomiske prioriteringer. Det endte da også med, at ministeren måtte krybe baglæns dagen efter.

Læs også: Socialminister gør op med mange års økonomiaftaler på handicapområdet

Mens KL-formand Martin Damm reagerede afdæmpet – formentligt for ikke at udstille regeringens manglende disciplin – så ser mange borgmestre og kommunalpolitikere det som et fast mønster. Store velfærdsløfter fra enkeltministre i strid med økonomiaftalerne, og så en efterfølgende understregning af, at man er loyal overfor økonomiaftalen.

Byrødder vil lave oprør – KL vil forhandle

En række forhold tyder på, at landets kommunalpolitikere er ved at være meget meget trætte af at blive udstillet som administrative frådsere, som skærer i den kommunale service på trods af regeringens løfter om bedre bedre velfærd.

I en rundspørge til landets kommunalpolitikere i sidste uge i NB-Kommune lød halvdelen af svarene, at KL skal forlade forårets økonomiforhandlinger, hvis ikke regeringen accepterer at betale for sine løfter i form af ekstra penge til det demografiske løft og opdriften på handicapområdet.

Måske endnu mere markant, så svarer resten, at “KL skal insistere på, at regeringen enten bevilger pengene til dens egne løfter om mere velfærd, eller også skal KL sikre, at regeringen i et mere klart sprog end tidligere forpligter sig til at tage medansvar for de besparelser, som er en følge af manglende bevillinger.”

Selvom KL-formand Martin Damm støtter det sidste krav, så er spørgsmålet, hvad KL reelt kan gøre, når regeringen på trods af klare formuleringer i årets aftale ikke viser nogen konsekvent vilje til at efterleve aftalen.

KL står svagt og er derfor føjelig

Det kunne ligne en selvudslettende føjelighed overfor regeringen fra KL side, men det skyldes det helt banale forhold, at det er regeringen som sammen med Folketinget har den ubegrænsede ret til at diktere de økonomiske og lovmæssige rammer for kommunerne.

Når økonomiforhandlingerne om kort tid går i gang, så er det altså ikke et ligeværdigt forhold. Den rå realitet er, at regeringen sidder med magten. Derfor kan KL godt true med at gå fra forhandlingsbordet, men så kan kommunerne miste indflydelse på en lang række væsentlige forhold.

Alligevel har den kommunale historie vist, at en regering kan krydse en grænse, hvor borgmestre og kommunalpolitikere gør oprør.

Det skete da den smalle Venstre-regering i 2015 indførte det såkaldte omprioriteringsbidrag, som skar kommunernes budgetter med en procent om året. Pengene blev så delvist givet tilbage til kommunerne fra Folketinget til målrettet velfærd, hvilket betød at kommunerne fik ansvaret for at skære, mens Folketinget og regeringen fik kredit for at give mere velfærd.
 
Dengang truede den daværende og nuværende KL-formand med at forlade forhandlingerne »hvis det, der ligger på bordet, er så dårligt, at man ville være bedre stillet ved at undgå at indgå en aftale«.

Topmødet vil vise, om KL kan styre de utilfredse kommunalpolitikere

Martin Damm er en dreven forhandler, der kender værdien af sine kort. Dengang sad han med en stærk trumf: Regeringen risikerede at komme i mindretal i Folketinget, hvor Dansk Folkeparti havde lovet at forsvare velfærden.

Når KL indleder de politiske forhandlinger om næste års kommuneaftale sidder Martin Damm med en anderledes dårlig hånd.

Regeringen er for første gang i mange år en flertalsregering, og derfor er KL’s eneste trussel at udløse totalkonflikt, hvor KL går ud til danskerne og beskylder regeringen for lyve. Dels når den lover mere velfærd, samtidig med at den skærer ned på kommunernes økonomi, og dels når regeringen peger fingre at kommunernes moderate vækst i antallet af administrative medarbejdere, mens staten har haft en historisk eksplosion.

Truslen om totalkonflikt har lidt samme svaghed som en atombombe. Det kan godt være, at den vil være effektiv, men den vil også forpeste og i værste fald ødelægge hele systemet med årlige økonomiaftaler.

Prisen for kommunerne kan blive, at de i fremtiden mister indflydelse og i stigende grad blot bliver lokale administrative organer, som udfører Folketingets ordrer.

Mens programmet for årets kommunale topmøde i høj grad afspejler KL’s forhandlingsstrategi, så vil debatten om formandens tale torsdag eftermiddag vise, om KL fortsat kan styre de utilfredse kommunalpolitikere.