
Lemvig Kommunes it-systemer bliver ofte angrebet af hackere og højner nu sammen med 25 andre kommuner sikkerheden med et såkaldt cyberværn. ‘Jeg frygter, vi ikke er ordentligt forberedt,’ siger it-chef.
Af Iver Houmark Andersen, redaktør af NB-Kommune, iver@nb-medier.dk
Pro-russiske hackere har af uransaglige årsager sat sig for at angribe it-systemerne i vestjyske Lemvig Kommune. Titusindvis af angreb er sat ind. Det får kommunen til at skærpe it-sikkerheden, og Lemvig er nu sammen med 25 andre kommuner ved at opbygge et cyberværn.
Det oplyser TV Midtvest.
Ifølge chef for Digitalisering og IT ved Lemvig Kommune, Thomas Hyldgaard, er der “hunderedtusindvis” af angreb på it-systemerne hver måned. Og det giver ham panderynker. Også fordi det nationale Center for Cybersikkerhed fornylig hævede trussels-niveauet i forhold til cyberangreb.
“Nu vil selv et strømnedbrud i Harboøre gøre, at vi kommer på mærkerne og undersøger, om det er et hackerangreb,” siger Thomas Hyldgaard til TV Midtvest.
For at passe bedre på de stærkt personfølsomme oplysninger om f.eks. folks sygdom eller tvangsfjernelse af børn er Lemvig Kommune i regi af KL (Kommunernes Landsforening) gået sammen med 25 andre kommuner om et fælles cyberværn.
Samarbejdet mellem de 26 kommuner, der ifølge TV Midtvest for fremtiden gerne skal rumme flere af landets kommuner, vil komme til at indebære en hel stribe tiltag. Det første konkrete initiativ er opsætningen af nogle ‘sorte bokse’, der er kunstigt intelligente, og som kan sladre.
“De bokse skal stå og overvåge den trafik, der er på it-systemerne. Så skal de opdage unormaliteter og anvise, hvordan vi skal reagere på dem,” siger it-manager i Favrskov Kommune, Henrik Brix, til TV Midtvest.
I første omgang skal de sorte bokse overvåge trafikken på sundhedsportaler. I Lemvig er Thomas Hyldgaard glad for oprettelsen af det fælles cyberværn og slår fast:
“Vi kommer til at investere mere tid og flere ressourcer. Vi skal løbende blive bedre. Her kan man ikke hvile på laurbærerne,” siger Thomas Hyldgaard til TV Midtvest.