Del artiklen:
"Der kommer hele tiden nye ting frem, som vi ikke fik at vide. Man kan godt få den tanke, at der er nogen, der ikke vil have, at byrådet ved det her, selv om de har ret til det," siger rådmand Morten Thiessen (K) til Nordjyske. - Foto: Privat

Rådmand i Aalborg Kommune forventer forklaring fra borgmesteren, når Økonomiudvalget mødes på mandag. Det handler om en sag, hvor kommunen økonomisk har støttet produktioner på TV2 Nord. ‘Man kan godt få den tanke, at der er nogen, der ikke vil have, at byrådet ved det her,’ siger rådmanden.

Af Jørn Sørensen, jorn@nb-medier.dk

I en periode over seks år har borgmester Thomas Kastrup Larsens (S) forvaltning doneret en million kroner til TV2 Nord.

Donationerne er sket uden nævneværdig sagsbehandling, men typisk igangsat efter korte mailkorrespondancer mellem borgmesteren og TV2 Nords direktør, Mikael Justesen. Det skriver Nordjyske.

Læs også:
Borgmester betalte 125.000 kroner for helikopter, der aldrig dukkede op

Det stiller rådmand i Aalborg Kommune for Børn og Unge, Morten Thiessen (K), sig uforstående overfor:

“Jeg er noget forundret over, at vi har haft så tæt et samarbejde med TV2 Nord. Jeg troede faktisk ikke, at vi betalte for mediedækning. Det troede jeg, at TV2 Nord havde fået penge for i forvejen af deres licensmidler,” siger Morten Thiessen til Nordjyske og fortsætter:

“Det er under alle omstændigheder mærkeligt, at vi har behov for at betale for mediedækning. Især når det drejer sig om en lokal station. Hvad Fanden skulle de ellers lave tv om?”

Rådmanden er overrasket over omfanget af donationerne og ikke mindst, at byrådsmedlemmerne ikke er blevet informeret om det.

“Der kommer hele tiden nye ting frem, som vi ikke fik at vide. Man kan godt få den tanke, at der er nogen, der ikke vil have, at byrådet ved det her, selv om de har ret til det,” siger Morten Thiessen til Nordjyske.

Læs også:
Tv-station kontaktede borgmesteren og fik vupti overført 200.000 kr.