
Den leukæmi-ramte borgmester Michael Ziegler glæder sig over, at en chilensk kvinde vil donere stamceller til ham. ‘Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, hvor jeg ville være, hvis hun ikke havde truffet valget om at lade sig registrere som stamcelledonor,’ skriver borgmesteren.
Af Iver Houmark Andersen, redaktør af NB-Kommune, iver@nb-medier.dk
Takket være en kvinde i Chile får den leukæmi-ramte borgmester Michael Ziegler nu bedre chancer for at overvinde kræftsygdommen. Kvinden i fjerne Chile donerer stamceller til Høje-Taastrups borgmester, som sender hende en stor tak – og kommer med en klar opfordring til alle voksne i Danmark.
I oktober 2022 meldte den 54-årige borgmester og topforhandler for KL (Kommunernes Landsforening) Michael Ziegler ud, at han var blevet ramt akut leukæmi. Siden har han flere gange på Facebook fortalt åbent om sine kvaler og håb. I et nyt opslag beretter han om, at han i marts vil få blod med stammeceller i fra en kvinde i Chile. Han skriver:
“Et sted i Chile går en yngre kvinde rundt og lever sit liv. På et tidspunkt har hun tilmeldt sig som stamcelledonor – velvidende at sandsynligheden for, at der nogensinde bliver brug for lige præcis hendes stamceller, er utrolig lille. En dag i januar 2023 ringer hendes telefon imidlertid.”
Herefter beretter Michael Ziegler om, hvordan opringningen drejer sig om, hvorvidt den chilenske kvinde via en portion blod vil donere nogle af sine stamceller til en mand i det fjerne Danmark. Om modtageren er så Micahel Ziegler. Han fylder 55 år 27. februar og få dage senere får han så et af sit livs største gaver. Han skriver:
“Hun (chileneren, red. ) vil i slutningen af februar få noget medicin, der øger hendes produktionen af stamceller. Disse stamceller vil blive ‘høstet’ fra hendes blod på et hospital i Chile, kørt til lufthavnen, og sat på et fly til Danmark. I Kastrup vil de blive hentet og kørt til Rigshospitalet, hvor jeg d. 2 marts vil få kvindens stamceller ført ind i mit blod via et drop. Derfra finder stamcellerne selv vej ind i min knoglemarv.”
Alternativet er ikke rart at tænke på
Om stamcellerne fra Chile kan hjælpe med at banke blodkræften ud af Michael Ziegler, må tiden vise. Men han er meget taknemmelig og skriver:
“Jeg er kvinden dybt og evig taknemmelig. Jeg ved ikke mere om kvinden end nationalitet og alder – og hun ved tilsvarende lidt om mig. Vi kommer aldrig til at møde hinanden. Og alligevel vælger hun at gøre dette for mig. Det er rørende.”
“Men jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, hvor jeg ville være, hvis hun og den anden brugbare donor ikke havde truffet valget om at lade sig registrere som stamcelledonor.”
Borgmesteren kommer med en inderlig opfordring:
“Hvis du er sund og rask og er mellem 18 og 55 år, så lad dig registrere som stamcelledonor.
Det er nemt. Du kan registrere dig på få minutter. Brug dette link.