Velfærdssamfundet skal sørge for, man får hjælp og støtte på en gelinde og tillidsfuld måde ‘i modsætning til i dag,’ siger socialministeren om handicapområdet. Hun lægger også op til hurtigere hjælp til borgerne, hvilket kan blive dyrt for kommunerne.
Af Mads Høyer Hansen, Journalist, mads@nb-medier.dk
Danmarks nye socialminister vil vende handicapområdet på hovedet. Det har hun fortalt i Go’ morgen Danmark.
I udsendelsen åbner hun for store ændringer på handicapområdet – heriblandt at se på opgavefordelingen. Det betyder, at nogle dele af det specialiserede socialområde kan blive taget fra kommunerne, skriver NB-Social.
Ministeren hæfter sig særligt ved økonomien. At hvert enkelt barn med handicap kan være dyrt for en kommune. Derfor kan det blive utrolig omkostningsfyldt for en kommunes budget, hvis der kommer et ekstra barn med handicap til kommunen.
“Hvis enheden er stor nok, så nivellerer det ene, det andet ud. Det vil sige, jo mindre en enhed, man lægger økonomien ind i, jo mere sårbar bliver den økonomi,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil og fortsætter:
“Nogle af de problemer, der er opstået i kølevandet på, at man lavede regionerne, tog hele handicapområdet og lagde på det kommunale område, jamen det handler simpelthen om en manglende specialisering, og så at økonomien bliver alt for usikker.”
Ministeren uddyber:
“Jeg kan godt forstå, at kommunerne bliver ekstremt presset på deres økonomi, hvis der ikke skal mere end et barn til, for at det vælter hele det samlede kommunale budget.”
Derfor er ministeren klar til at se på, om nogle dele af det specialiserede socialområde skal flyttes væk fra kommunerne:
“Og derfor er der noget organisering – og om det så er dobbeltrollen (at kommunerne både visiterer og finansierer, red.), det må vi jo drøfte med hinanden. Jeg vil tro, at vi også skal ind og kigge på, at nogle af de her ting, de skal ligge et andet sted, fordi det netop skal være mere økonomineutralt så at sige.”
Her åbner den nye socialminister en debat, som hendes forgænger Astrid Krag (S) ikke var interesseret i. I forbindelse med den tidligere regerings forhandlinger om at indføre specialeplanlægning, gav den daværende socialminister udtryk for, det tidligst skulle ses på opgavefordelingen i 2028.
Hjælpe og støtte skal komme mere gelinde
Selvom ministeren udviste forståelse for kommunernes pressede økonomi, lagde ministerne også op til ændringer, der kan gå hen og blive meget omkostningsfulde for kommunerne. Blandt andet når det kommer til hjælp og støtte.
Ifølge ministeren er der mange borgere, der ikke oplever, velfærdssamfundet er der for dem, og at de skal kæmpe for at få adgang til den hjælp, som de ellers har ret til ifølge serviceloven. Det kalder hun et velfærdssamfund på papiret.
“Virkeligheden er, at hver eneste gang, man har brug for hjælp, skal igennem et slagsmål, som tærer ekstremt meget på familierne. Og hvor man kan sige: Hvorfor egentlig? Vi har jo besluttet os for, at vi gerne vil hjælpe. Så hvorfor skal familierne opleve, at velfærdssamfundet i højere grad er sådan nogle snubletråde og kampe fra tue til tue, som slider på familierne og får nogle familier til at gå i opløsning?”
Ministeren fortsætter:
“Det synes jeg simpelthen ikke kan være rigtigt. Man skal kunne mærke, at velfærdssamfundet er der, og at velfærdssamfundet er på ens side og faktisk sørger for, man får den hjælp og støtte på en gelinde og tillidsfuld måde, i stedet for sådan som tingene er i dag.”
Når ministeren taler om øget tillid og mere gelinde hjælp, får man et lidt andet indtryk af, hvad der skal se med området, end den seneste økonomiaftale mellem den daværende S-regering og Kommunernes Landsforening. Dengang skrev parterne:
Parterne er derfor enige om, at den enkelte kommunalbestyrelse inden for lovgivningens rammer har ansvaret for at prioritere opgaveløsningen og økonomien. Regeringen støtter op om kommunernes indsats.
Da Rosenkrantz-Theil blev spurgt til, om kommunerne fik flere penge, henviste hun til demografien. Men mange kommuner oplever ellers, at de penge, som de modtager til at hjælpe med den demografiske udvikling, bliver spist af udgifterne til det specialiserede socialområde.
Kommunerne mangler specialisering
Ministeren forholdt sig også til, de mange sagsbehandlingsfejl, kommunerne laver på handicapområdet. Det mener Pernille Rosenkrantz-Theil hænger sammen med den manglende specialisering.
“Hvis der kun er 15 borgere i en kommune, der skal have en bestemt type ydelse. Altså 15 borgere hen over alle generationer, så kan det jo være sådan, at man som sagsbehandler aldrig nogensinde før og aldrig nogensinde igen støder på problematikken,” siger hun og fortsætter:
“Og derfor så er ens ekspertise – man får ingen rutine – man har ingen ekspertise i forhold til at visitere borgere til præcis den ydelse, fordi man har aldrig prøvet det før.”
Ministeren mener, at hvis man vil nedbringe fejlene, er man nødt til at se på, om det overhovedet kan lade sig gøre at få en ordentlig kvalitet i sagsbehandlingen. Og her er regeringens svar at lave specialeplanlægning.
“Vi kender det alle sammen fra sundhedsvæsenet, hvor man siger, hvis man har nogle meget særlige sygdomme, så er det kun Skejby Hospital, og det er Riget, der tager sig af det. Det er ikke kommunerne – det er ikke et lokalt niveau, der tager sig af det. Det er jo det samme, jeg godt kunne tænke mig på handicapområdet.”
På den måde får man medarbejdere, der har de nødvendige kvalifikationer og rutiner til at visitere og tage sig af en familie, hvor et barn har en bestemt type handicap. Modsat hvordan det fungerer i dag.
“Og i dag har vi smurt det ud på alle kommuner med det resultat, at det svarer til, de højt specialiserede funktioner på Rigshospitalet, dem skulle den almene praktiserende læge forestå, det kan de selvfølgelig ikke.”
Christiansborg har skabt bureaukrati
Politikerne på Christiansborg står også for skud i interviewet. Ministeren mener, at politikerne har skabt så mange regler og bureaukrati, hvilket gør det svært for kommunerne. Et eksempel er revisitering.
“Det vil sige, hvis man har et barn med handicap på specialskole, så skal kommunen en gang om året ind og revisitere. Altså når man tænker på, hvor mange mennesker, der sidder rundt om det bord, for at tage stilling til, om et barn, der går i et skoletilbud, alle er tilfredse med.”
Hun fortsætter:
“Skolen er tilfreds, forældrene er tilfreds. Barnet er i stortrivsel, fordi man endelig har fået et skoletilbud, der virker. Og så skal man en gang om året alligevel stampe hele det der bureaukrati i gang.”
Derfor vil ministeren se nærmere på den årlige revisitering. Hun synes kun, det giver mening, hvis eksempelvis forældrene eller skolen vurderer, at det ikke er det rette tilbud for barnet. Men i de situationer, hvor alle er glade, giver det ikke mening.
Den nuværende ordning kan skabe unødvendig uro for forældrene, der bliver bekymret for, at barnet bliver frataget det ellers velfungerende skoletilbud, mener ministeren.
