Del artiklen:
Kan opgaver på vejene laves billigere af et privat firma end Langeland Kommunes egen vej- og parkafdeling? Det er et af de spørgsmål, som er sat på den politiske dagsordenen i jagtren på nye besparelser.
Kan opgaver på vejene laves billigere af et privat firma end Langeland Kommunes egen vej- og parkafdeling? Det er et af de spørgsmål, som er sat på den politiske dagsordenen i jagtren på nye besparelser. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Langeland Kommune åbner for prisafprøvning, der skal vise, om opgaverne i kommunens vej- og parkafdeling kan gøres billigere og bedre af private firmaer.

Af Nanna Koors-Kristiansen, journalist, nanna@nb-medier.dk

Langeland Kommune vil undersøge, om der er en økonomisk gevinst at hente ved at overlade opgaverne i vej- og parkafdelingen til et privat firma. 

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Klima-, Trafik- og Teknikudvalget er enige om, at ‘konkurrenceudsættelse’ er et af de greb, man vil bruge i jagten på nye besparelser.

“Det er svært for os at blive ved med at finde nye besparelser, og for mig er det ikke en religion, at det skal være kommunalt. Jeg er optaget af, at det skal være bedst og billigst for borgerne,” siger René Larsen (S), formand for udvalget, til Fyens Stiftstidende.

Borgmester er skeptisk

Borgmester Tonni Hansen (SF) afviser ikke, at prisafprøvning af opgaverne i kommunens vej- og parkafdeling kan komme på tale, men han er skeptisk og nævner Svendborg, der har haft udfordringer efter udlicitering af arbejde.

Ifølge Tonni Hansen mistede Svenborg en værdifuld fleksibilitet, efter Venstres og Konservatives krav om en prisafprøvning, som endte med, at entreprenørfirmaet Hededanmark overtog arbejdet fra Svendborg Kommunes entreprenørafdeling.

Borgmesteren vil gerne drøfte mulighederne, men mener, at der også kan være en mellemvej, hvor man lader lokale håndværkere og entreprenører overtager enkelte opgaver, hvis det giver mening.

Likviditeten er i bund

Hvor stort sparekravet bliver for Langeland Kommune i 2024 er stadig uvist, og regnskabet for 2022 er stadig ikke gjort op. Men et år uden besparelser kan Tonni Hansen dog ikke forestille sig, da kommunens likviditet er helt i bund. 

“Vi har ikke penge i kassen, og sker der et eller andet, så har vi ingenting at stå imod med. Havde vi ikke i forvejen en tæt dialog med Indenrigsministeriet, så var vi blevet kaldt til samtale, for vi er den kommune i landet, der har den laveste likviditet, og det er ikke holdbart,” siger Tonni Hansen til Fyens Stiftstidende.