Billund Kommunes kommunaldirektør i det seneste årti, Ole Bladt-Hansen, er af Økonomiudvalget indstillet til afskedigelse. Det skriver JydskeVestkysten.
Ifølge en meddelelse fra kommunen er begrundelsen for fyringen, at politikerne ønsker en anden profil på posten som kommunens øverste embedsmand, “så kommunalbestyrelsens politiske visioner og beslutninger i endnu højere grad bliver fremmet”.
Ole Bladt-Hansen er uddannet cand.tech.soc. fra RUC og har været ansat inden for miljøområdet i Brønderslev Kommune, Frederiksborg Amt, Esbjerg Kommune samt i Tønder Kommune, hvor han var teknisk direktør og sidenhen kommunaldirektør.
Han har desuden været partner hos Lundgaard Konsulenterne, inden han blev chef for teknik- og miljø i Hedensted Kommune. Posten som kommunaldirektør i Billund har han siden haft, da han overtog den øverste forvaltningspost i Billund i 2012.
Indtil byrådet træffer den formelle beslutning på næste byrådsmøde i februar er Ole Bladt-Hansen fritaget for tjeneste. Thomas Foged, der er direktør for Voksne og Stabe, er konstitueret kommunaldirektør.