Del artiklen:

Et eftersyn viser, at det kommer til at blive endnu værre med ventetid og behandlinger i sundhedsvæsenet.

Ventetiden i sygehusvæsenet er værre end hidtil ventet og står til at stige resten af året.

Det skal nedsættes, og derfor har Sundhedsminister Sophie Løhde (V) fredag holdt et indledende møde med regionerne forud for forhandlingerne om regeringens akutplan.

– Det er min forventning, at vi kan lande en aftale i løbet af få uger. Det er afgørende for mig, at vi laver en realistisk aftale med regionerne, som vi kan overholde.

– Derfor kan jeg ikke sige præcist, hvornår vi har afviklet behandlingsefterslæbet, siger indenrigs- og Sundhedsminister Sophie Løhde efter mødet.

Ministeren gør det også klart, at problemet handler om mere end bare penge.

– Eftersynet med sundhedsvæsnet kommer i situation, hvor regionerne i et år har haft en åben pengekasse. På trods af det er produktiviteten blevet værre og ventetiderne længere, siger Løhde.

Og det er ikke et problem, der kan løses fra den ene dag til den anden, påpeger formanden for Danske Regioner, Anders Kühnau.

– Vi skal drøfte videre med indenrigs- og sundhedsministeren om en realistisk plan, så vi kan fortælle danskerne, hvornår vi tror på, at vi har normaliseret vores sundhedsvæsen.

– Men vi kommer formentlig til at bruge 2023 med, og for nogen områder også 2024, siger han om, hvornår man kan forvente mere normale tilstande i sundhedsvæsnet.

Under coronapandemien steg ventetiderne i sundhedsvæsenet, og behandlingsefterslæbet blev større i forbindelse med en strejke blandt landets sygeplejersker i sommeren 2021.

Selv om strejken er ophørt, og corona ikke længere er en samfundskritisk sygdom, er behandlingsefterslæbet endnu ikke barberet ned.

Det på trods af, at der de sidste år er tilført “betydelige økonomisk midler” til regionerne for at løse problemerne, lyder det fra ministeriet.

I 2022 var den erfarede ventetid til kropslig – kendt som somatisk – behandling i gennemsnit 44 dage. Det ventes at stige.

Kommunerne ville også gerne have været med til mødet fredag, men blev ikke inviteret af ministeren. Kommunerne står for eksempelvis forebyggelse, genoptræning og pleje, når en borger bliver udskrevet.

/ritzau/