Del artiklen:

Nykøbing Sjælland Svømmehal blev lukket efter fund af legionella. Hvis man er syg, skal man søge læge.

Man skal søge læge, hvis man er blevet syg efter at have været i Nykøbing Sjælland Svømmehal.

Sådan lyder en opfordring på Odsherred Kommunes hjemmeside onsdag.

Tirsdag lukkede svømmehallen, fordi den farlige bakterie legionella blev fundet i brusehoveder.

Svømmehallen kan først åbne, når alle vandprøver er fri for legionella. Det forventer kommunen vil tage mindst en måned.

– Odsherred Kommune har i dag (onsdag, red.) været i kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed. Styrelsen anbefaler, at de borgere, der oplever symptomer, skal kontakte deres egen læge, og her oplyse at de har været i svømmehallen. De oplyser, at inkubationstiden er to til ti dage, skriver kommunen.

Det er endnu uvist, hvad der er kilden til bakterierne i svømmehallen.

– Teknologisk Institut kommer i morgen torsdag den 12. januar 2023 og gennemgår anlægget i Nykøbing for at finde årsag samt anvise håndtering af rensning etc. Der er desuden for en sikkerheds skyld bestilt prøver af de øvrige svømme- og idrætshaller, skriver Odsherred Kommune.

Legionella er almindelige bakterier i vandsystemer, men de har generelt lav smitsomhed.

Risikoen for at blive syg med legionærsygdom stiger med alderen. Sygdommen ses overvejende hos personer over 50 år.

Det er i høj grad personer med svækket immunforsvar, der bliver smittet. Mænd rammes dobbelt så hyppigt som kvinder af sygdommen.

Der går typisk en lille uge, fra man smittes, til man får symptomer.

Hvis man får legionærsyge, kan de første symptomer minde om influenza. Det er typisk høj feber, hovedpine og muskelsmerter.

Senere kommer der tør hoste og brystsmerter, hvilket udvikler sig til lungebetændelse og åndedrætsbesvær.

Sygdommen er i de fleste tilfælde meget alvorlig, skriver SSI.

Langt de fleste patienter, der får diagnosen, indlægges. Dødeligheden er på 10-15 procent.

Siden 2017 er der påvist 200-300 tilfælde af legionærsyge per år.

/ritzau/