Fredag i forrige uge begyndte borgmesteren i Esbjerg, Jesper Frost Rasmussen (V), at få nogle uventede mails om, hvad han ønskede at få hjælp til. Det undrede ham, og det viste sig at være en sund undren.
Ifølge JydskeVestkysten blev Esbjerg-borgmesteren udsat for et svindelnummer. Forbrydere havde sendt såkaldt phishingmails ud fra en adresse, der til forveksling lignede borgmesterens. Mailene var gået til ansatte, byrådskolleger og samarbejdspartnere.
Ifølge JydskeVestkysten spurgte borgmesteren i mailen, om modtageren kunne gøre ham en tjeneste. Hvis der blev svaret tilbage, fik modtageren en mail om, at borgmesteren gerne ville havde dem til at indkøbe seks gavekort på i alt 3.000 kr. til iTunes, og så sende ham koderne på en mail.
“Mine kolleger kan selvfølgelig godt se dér, at det er en phishingmail, men jeg må indrømme, at jeg både er overrasket og en smule chokeret over, hvor professionel især den første mail er,” forklarer Jesper Frost Rasmussen til JydskeVestkysten og fortsætter:
“Den er individuelt stilet til mine byrådskolleger, den er underskrevet, som jeg gør det, når jeg sender mails fra min telefon. Derudover er den sendt fra noget, der ligner min rigtige mailadresse.”
Jesper Frost Rasmussen fik i fredags hurtigt advaret ansatte, kolleger og samarbejdspartnere, der havde modtaget falske mails fra ham. Sagen bliver også meldt til politiet.