Kommune har stor held med at tiltrække tysk arbejdskraft
Del artiklen:
Det lykkes for Haderslev Kommune at tiltrække tyskere, der er værdifuld arbejdskraft. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix (arkiv)
Der bliver sukket efter arbejdskraft i mange kommuner. På den baggrund værdsætter man i Haderslev Kommune, at man formår at få flere og flere tyskere til at bosætte sig. Forskellige redskaber er taget i brug.
På bare ét år er antallet af tyske statsborgere i sønderjyske Haderslev Kommune blevet øget med hele 25 procent. Det vækker glæde og stolthed i kommunen, som gerne vil have endnu flere tyske tilflyttere.
Ifølge JydskeVestkysten var der i fjerde kvartal af 2022 642 tyskere i Haderslev Kommune. I samme periode i 2021 var der 512 tyskere i kommunen. Det giver en stigning på 25 procent. Udviklingen glæder Melissa Seeberg, der er bosætningskonsulent ved Haderslev Kommune.
“Det er helt fantastisk. De bidrager til den kvalificerede arbejdskraft, vi står og mangler. De er ofte ressourcestærke og veluddannede. De har oftest en høj faglighed, så der er ikke det store behov for at opkvalificere på alle områder,” siger Melissa Seeberg til JydskeVestkysten.
Hun forklarer, at blandt andet markant lavere huspriser i kommunen sammenlignet med større tyske byer er med til at gøre Danmark attraktiv for tyskere. Et andet plus i Danmark er, at vi er betydeligt længere fremme med digitalisering, end man er i Tyskland.
En målrettet strategi
De flere tyske tilflyttere kan også tilskrives Haderslev Kommunes indsats vurderer Melissa Seeberg.
“Vi arbejder strategisk med det. Vi har en bosætningspolitik, hvor vi peger på flere livsfaser, vi arbejder strategisk med, og da rammer den tyske målgruppe spot on. Det drejer sig blandt andet om at tiltrække børnefamilier, kvalificeret arbejdskraft og seniorer,” siger Melissa Seeberg til JydskeVestkysten.
Hun forklarer også, at man for første gang i i 2022 har holdt informationsmøde for tilflyttere to gange. På det seneste møde i oktober var der over 100 tilmeldte.
“I 2023 optimerer vi rent informationsmæssigt ved at udvikle informationsside på tysk også, og så fortsætter vi helt klart med vores informationsarrangementer. Dertil arbejder vi på et ambassadørnetværk, som også bliver kontaktpersoner,” siger Melissa Seeberg til JydskeVestkysten.
I Svendborg Kommune har byrådet besluttet, at studerende på sosu-uddannelserne skal sættes en jobgaranti i udsigt inden for kommunegrænsen efter endt uddannelse. Studerende mener dog, at der allerede er garanti for at få et job i sektoren på grund af manglen på sosu'er.