Del artiklen:

Den magtfulde post som finansminister forbliver hos Socialdemokratiet, hvor Nicolai Wammen fortsætter.

Socialdemokratiet fastholder posten som finansminister i den nye SVM-regering. Det fremgår af en ministerliste fra Statsministeriet.

Det bliver Nicolai Wammen (S), der fortsætter på den magtfulde post.

Han har været finansminister siden 2019 og var under regeringsforhandlingerne medforhandler ved statsminister Mette Frederiksens side.

Statsminister Mette Frederiksen mener, at det er naturligt, at statsministerposten og finansministerposten forbliver i samme parti.

– Jeg synes, at vi i dag har præsenteret en rigtig stærk regering. Det er ikke noget nyt, at en statsminister er optaget af at have en finansminister fra sit eget parti.

– Det er sådan, det nærmest altid har set ud i Danmark.

– Så det følger, hvad vi plejer at se, når der er flere partier i regering, siger Mette Frederiksen.

Nicolai Wammen får ansvar for at forhandle om de offentlige overenskomster næste år. Det bliver en stor opgave, da der er inflationskrise, og store dele af Folketinget har talt for at give mere i løn til nogle offentligt ansatte.

Han er en af flere ministre fra den gamle S-regering, der fortsætter på deres poster.

Jeppe Bruus (S) fortsætter som skatteminister, mens Kaare Dybvad Bek (S) forbliver i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

I alt er der udnævnt 23 ministre fra Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. Det er tre flere end under den forrige etpartiregering.

Socialdemokratiet får 11 ministre, Venstre får 7 ministre, og Moderaterne får 5 ministre.

Alle 11 ministre for Socialdemokratiet var også ministre i etpartiregeringen.

Det betyder, at ni ministre har mistet deres job. Det gælder blandt andre Trine Bramsen, der var transportminister, og Astrid Krag, der var social- og ældreminister.

Nicolai Wammen har siddet i Folketinget siden 2011. Før det var han borgmester i Aarhus Kommune.

I Helle Thorning-Schmidts regering fra 2011 til 2015 var Wammen først europaminister og derefter forsvarsminister.

/ritzau/