
Socialdemokratiet vil have lejeboliger tydeligt ind i Hedensted Kommunes bosætningsstrategi. Men det er byråds- og folketingsmedlem Hans Kristian Skibby uenig i. ‘Hvis I mangler et navn til dem, I gerne vil tiltrække, så vil Nanna Nasserøv være et glimrende ord,’ lyder det fra politikeren.
Af Nanna Koors-Kristiansen, Studerende, nanna@nb-medier.dk
Hedensted Kommune vil ifølge en ny bosætningsstrategi gerne tiltrække fire arketyper:
‘Maja Moderne’, ‘Peter Parcel’, ‘Ida Ildsjæl’ og ‘Mikkel Markvej’.
Det skriver Horsens Folkeblad.
Socialdemokratiet mener dog, at der mangler en femte arketype, nemlig ‘Lotte Lejer’. Det sagde Henrik Alleslev (S) på et byrådsmøde tidligere i denne uge:
“Vi synes ikke, at lejeboliger fremgår tydeligt nok i strategien. Alle arketyperne refererer til ejerboliger, men vi vil have det tydeliggjort ved en femte arketype, at vi også gerne vil tiltrække lejere til kommunen,” sagde Henrik Alleslev på byrådsmødet til Horsens Folkeblad.
‘Nanna Nasserøv’
Socialdemokratiet havde allerede på et forudgående økonomiudvalgsmøde indvendt, at partiet ville have lejeboliger tydeligt ind i kommunens bosætningsstrategi, og imellem tiden blev deres ønske opfyldt, og bosætningsstrategien blev ændret.
Det her med lejeboliger og ‘Lotte Lejer’ i bosætningsstrategien blev for meget for byråds- og folketingsmedlem Hans Kristian Skibby (DD) på byrådsmødet.
“I kan skrive, hvad I vil i bosætningsstrategien, for jeg tror ikke på, at det ændrer ret meget alligevel, men jeg forstår ikke, hvorfor I er så forhippet på, at lejeboliger skal fylde det hele,” sagde Hans Kristian Skibby ifølge Horsens Folkeblad.
Hans Kristian Skibby mener, at ordet “leje” ikke burde skrives ind i bosætningen, men at der derimod kunne stå rækkehus, kædehus eller boligbyggeri.
“For jeg tror ikke, at kommunen bliver rigere af, at vi får flere lejeboliger. Men hvis I mangler et navn til dem, I gerne vil tiltrække, så vil Nanna Nasserøv være et glimrende ord,” lød det videre fra danmarksdemokraten ifølge Horsens Folkeblad.
Upassende at kalde lejere for nasserøve
Udlægningen fra Han Kristian Skibby fik politikerne fra den røde side af byrådssalen til at sige fra.
“Det er upassende at kalde folk i lejeboliger for nasserøve, ja utilstedeligt. Vi vil gerne have en mangfoldig boligmasse, og der er ingen grund til at nedgøre folk, der bor til leje,” sagde Mads-Peder Søby (SF) ifølge Horsens Folkeblad.
Støtte fra tidligere partifælle
Hans Kristian Skibby fik støtte fra sin tidligere partifælle fra Dansk Folkeparti Ove Kjærskov. Det samme gjorde han fra Rune Mikkelsen (NB), som også mener, at det er bedst at få ressourcestærke til Hedensted Kommune, beretter Horsens Folkeblad.
Det samlede byråd godkendte bosætningsstrategien med en ændret og mere offensiv tilgang til lejeboliger, som udvalget for vækst og klima sammen med forvaltningen skal indarbejde.
FAKTA om de fire arketyper i ny strategi:
- Maja Moderne: Føler sig hjemme i et moderne boligkvarter, måske et nybyggerområde i en større by med mulighed for shopping og caféliv. Her dyrker hun sit stærke netværk og finder balancen mellem en travl karriere og familielivet. Hun er kendetegnet ved: moderne hus, karrierelysten, vedligeholdelsesfrit hus og have, byens puls, naturen er løbestierne, måltidskasser og netværk af ligesindede.
- Peter Parcel: Føler sig hjemme i et klassisk parcelhuskvarter i en større by med et bredt tilbud af dagligvare- og detailbutikker. Her finder han den perfekte blanding af et aktivt byliv og roen i et parcelhuskvarter. Han er kendetegnet ved: velholdt parcelhus, foreningsmenneske, familietid, havemand, naboskab, handler lokalt og større by.
- Ida Ildsjæl: Føler sig hjemme i et romantisk hus i en mindre landsby, tæt på fællesskabet, men langt fra byens larm. Her finder hun ro og nærhed til naturen og er indstillet på at køre længere efter hverdagens gøremål. Hun er kendetegnet ved: Landsbyhus, køkkenhave, langt fra storbyens larm, frivillig ildsjæl, aktiv i byens fællesskab, lokalhistorisk interesseret og børn i lokal skole.
- Mikkel Markvej: Føler sig hjemme på sit nedlagte husmandssted for enden af markvejen langt uden for byskiltet. Her finder Mikkel friheden til at være sig selv og uforstyrret være sammen med familien. Han er kendetegnet ved: husmandssted, tæt på fred og ro, midt i naturen, dele-fællesskab med naboerne, plads til familie, mulighed for dyrehold, selvforsyning og økologi.
Kilde: Hedensted Kommunes bosætningsstrategi: Bosætning i balance