
Silkeborg Kommune vil have rygeforbud på byens fodboldstadion, men det vil Silkeborg IF ikke være med til. Udvalgsformand undrer sig over klubbens holdning.
Skal der indføres rygeforbud for tilskuerne på JYSK Park, hvor Silkeborg IF har hjemmebane?
Det mener kommunens udvalg for kultur og idræt, der i denne uge har behandlet spørgsmålet om et røgfrit stadion.
På Jysk Park er der dog ikke stemning for et rygeforbud, lyder det fra administrerende direktør i Silkeborg IF Kent Madsen.
– Vi oplever simpelthen ikke, at der er et problem, siger klubdirektøren til TV2 Østjylland.
I forvejen er der zoner på tribunerne, hvor der ikke må ryges, som man kan købe billet til, hvis man vil være sikker på at undgå passiv rygning, og den løsning er nok, mener direktøren for klubben fra den bedste danske fodboldrække.
– Vi synes selv, at vi har en udmærket rygeløsning på Jysk Park med et område, hvor der må ryges og områder, hvor der ikke må, og som vi vurderer, fungerer det rigtig fint. Der er god plads i ikke-ryger-afsnittene, siger Kent Madsen.
– Og så er der mange ikke-rygere, inklusive mig selv, der ikke har noget problem med at være sammen med rygere, og derfor synes jeg ikke, vi har et problem, tilføjer fodbolddirektøren.
Østjylland er aktuelt repræsenteret med fire hold i den bedste danske fodboldrække Superligaen, og der gælder forskellige rygeregler på de respektive klubbers stadioner.
Mens AGF og Randers FC har valgt løsninger, der minder om Silkeborgs, hvor det fortsat er tilladt at ryge på dele af sæderækkerne, er der hos AC Horsens rygeforbud på tribunerne.
– For os handler det i høj grad om, at det passer ind i tidsånden, men også at vi ønskede at undgå den gene, det kunne være for dem, der havde købt et sæde ved siden af en, der røg. Du bestemmer ikke altid, hvem du sidder ved siden, siger Kristian Nielsen, direktør i AC Horsens, til TV2 Østjylland.
Siden første kamp i 2019/20-sæsonen, som blev spillet i juli 2019, har det været forbudt at ryge på klubbens hjemmebane Nordstern Arena Horsens.
Helt forbudt er rygning dog ikke, for der er rygezoner under tribunerne, men en smøg, mens man ser kampen, er altså fortid hos AC Horsens.
Horsensdirektøren mener ikke, at rygepolitikken har fået fans til at opgive deres sæde.
– Selvfølgelig var der da nogen i starten, som var ærgerlige over det, men det er ikke noget, vi føler har haft mærkbar betydning for vores tilskuertal, siger Kristian Nielsen.
I Silkeborg ønsker Kent Madsen dog ikke et rygeforbud. Heller ikke selv om idræt og rygning i 2022 rimer dårligt i den offentlige opinion, og fodboldspillere er rollemodeller.
– Der er ikke nogen af mine spillere, der ryger, og det gør jeg i øvrigt heller ikke selv, men det er ikke det samme som, at vi skal bestemme, hvad andre gør. Som jeg kan se med egne øjne på stadion, er det for nogen en del at det at slappe af, at de ryger en cigaret, og det skal der også være plads til på tribunerne, mener Kent Madsen.
Klubben ejer som ikke selv deres hjemmebane, men lejer sig ind på en 30-årig lejekontrakt, og direktøren mener ikke, at kontrakten er formuleret på en måde, så kommunen kan blande sig i, hvilken rygepolitik der gælder.
De har normalvis en fin dialog med kommunen, understreger Kent Madsen, og selv om de ifølge direktøren endnu ikke er blevet hørt i sagen om rygning på stadion, forventer han, at den samtale snart finder sted.
Det kan de også godt gøre klar til, for de skal nok høre fra politikerne, lover formand for kultur-, fritids-, outdoor- og idrætsudvalget Johan Brødsgaard (R).
Formanden fortæller, at det er et enigt udvalg, som står bag indstillingen.
– Sagen er jo den, at vi har indført rygestop på vores boldbaner, ved idrætshaller og så videre, så et rygeforbud på stadion ligger i naturlig forlængelse af det. Det handler dels om, at stadion er et sted, hvor folk mødes tæt sammen, og at vi ikke vil inspirere unge til at begynde at ryge, lyder det fra udvalgsformanden.
Silkeborg IF har lejet sig ind på stadion på en lang aftale. Bestemmer klubben ikke selv, hvad der må foregå på tribunerne, så længe det er inden for lovens rammer?
– Jo, men det her handler om, at det stadig er et kommunalt stadion, og vi synes, vi har en forpligtelse til at fortsætte den sundhedspolitik, vi i forvejen har for vores ansatte og i andre rammer. Og jeg kan undre mig over, at man som superligaklub ikke går mere proaktivt ind i det her, som man allerede har gjort i eksempelvis AaB, siger Johan Brødsgaard til TV2 Østjylland.
Adspurgt, om en model som den horsensianske, hvor man må ryge i områder under tribunen, er en mulighed, er svaret klart.
– Nej, det skal helt væk fra selve stadion, siger Johan Brødsgaard.
Som alternativ skal der findes plads til en rygezone et sted på Søholt, der betegner det store idrætsområde ved byens stadion, har udvalget aftalt.
Hos Silkeborg IF mener Kent Madsen, at et rygeforbud vil være symbolpolitik.
– Vi skal huske i hele den her diskussion, at det her foregår udendørs. Alle steder indendørs på Jysk Park, er der naturligvis rygeforbud, siger fodbolddirektøren.
Han retter selvfølgelig ind, hvis der skulle blive vedtaget et nationalt forbud mod rygning i store forsamlinger udendørs, bemærker han, men indtil da skal byrådet ikke trække rygeregler ned over fodboldklubbens tilskuere.
– Min frygt er, hvad næste skridt så er. Vi sælger gode pølser på Jysk Park, og nogle vil måske argumentere for, at det ikke er det bedste at spise, så må vi så heller ikke sælge pølser? Og hvad med øl. Vi skal passe på ikke at blive for formynderiske i samfundet, siger Kent Madsen.