Ringsted kåret som landets mest ‘ejendomsvenlige’ kommune
Del artiklen:
Det er takket være en målrettet indsats, at Ringsted nu kan kalde sig Danmarks mest ejendomsvenlige. Det fortæller borgmester Henrik Hvidesten (V) (t.v.), som her ses sammen med Peter Stenholm, adm. direktør for EjendomDanmark (i midten) og til højre Michael Flemming Rasmussen, som er politiinspektør i Forebyggelse og Nærhed ved Midt- og Vestsjællands Politi. - Foto: EjendomDanmark
Ud fra objektive kriterier er Ringsted Kommune den bedste kommune at eje eller drive ejendomme i. Det viser den årlige opgørelse over kommunernes ‘ejendomsvenlighed’. Se her din kommunes placering på ranglisten.
Ringsted Kommune på Midtsjælland kan bryste sig af at være det bedste sted at eje, udleje eller administrere udlejnings- og erhvervsejendomme.
Kommunen er kommet ud som nummer èt i den årlige opgørelse over ‘ejendomsvenlighed’ fra brancheorganisationen EjendomDanmark, der repræsentere ejere, udlejere og administratorer af ejendomme.
For blot fire år siden lå Ringsted Kommune på en 47. plads, og at Ringsted nu kan stille sig på toppen af podiet, går derfor ikke ubemærket hen hos EjendomDanmark:
“Ringsted Kommune er et fantastisk eksempel på, hvordan en målrettet indsats for at forbedre ejendomsbranchens vilkår i kommunen har båret frugt. Det gør det langt mere attraktivt at investere, opføre og drifte ejendomme i kommunen,” siger adm. direktør i EjendomDanmark, Peter Stenholm, i en meddelelse.
(Artiklen fortsætter efter tabellen)
Ringsted Kommunes borgmester, Henrik Hvidesten (V), er glad for, at kommunens arbejde har båret frugt:
“I Ringsted Kommune har vi arbejdet målrettet på at gøre det nemt for virksomheder at komme i gang og komme videre. Det har vi blandt andet gjort ved at fjerne byggesagsgebyret og udfase dækningsafgiften. Vi har også optimeret planlægning og byggesagsbehandling, så vi kan behandle det stigende antal sager, der naturligt følger af at være en kommune i vækst.”
(Artiklen fortsætter efter tabellen)
Kortere ventetid på sagsbehandling
Ringsted Kommune har forbedret sig på flere af de parametre og har derfor vippet Billund Kommune af pinden som nummer ét på ranglisten.
Billund Kommune indtog førstepladsen i 2020 og formåede at forsvare titlen i 2021, men tredje gang gik den ikke. Blandt andet fordi Ringsted Kommune har afskaffet dækningsafgiften og gjort en væsentlig indsats for at nedbringe byggesagsbehandlingstiden, som er en af ejendomsbranchens større udfordringer.
De seneste fire år har Ringsted Kommune nedsat den gennemsnitlige byggesagsbehandlingstid fra 44 til 29 dage, og så er antallet af ejendomsforbrydelser næsten halveret.
“Færre ejendomsforbrydelser – såsom indbrud, hærværk og brandstiftelser, har betydning for interessen i at bo i kommunen og deraf også, om der er investorer, som vælger at investere i byområdet. Derfor er det en stor fordel at gøre kommunen mere sikker,” forklarer Peter Stenholm.
Højdespringer og taber
Høje-Taastrup Kommune har ligeledes forbedret sig – og det i en sådan grad, at kommunen er årets højdespringer. Kommunen er således rykket hele 53 pladser frem og er endt på en 19. plads.
Den nordsjællandske kommune Allerød er derimod endt på en sidsteplads og rykker fra plads 88 til 98.
Trods fælles front mellem KL og patientforeninger om syv nye sundhedsprincipper, der skal sikre fremtidens behandling for kronikere, så er der lang vej til mål. Men ekspert er optimistisk.