
Folk fra blandt andre Spanien, Irland og Rumænien kommer til at pleje ældre i Lolland Kommune. Kommunen satser på international arbejdskraft for at få ældreplejen til at hænge sammen. Det kræver en del papirarbejde, men der er stor tro på, at det bliver en succes.
Af Iver Houmark Andersen, redaktør af NB-Kommune, iver@nb-medier.dk
16 nye medarbejdere fra syv forskellige lande er nu på vej til Lolland Kommunes ældrepleje. Med intensiv sprogundervisning, solid træning og god kollegastøtte ventes de at være klar til at indgå i deres nye job til foråret.
Det oplyser Lolland Kommune i en meddelelse.
I de kommende uger får kolleger og ledere i Lolland Kommunes ældrepleje 16 nye medarbejdere. Tre mænd og 13 kvinder fra henholdsvis Spanien, Italien, Ungarn, Rumænien, Tyskland, Sverige og Irland. De er kommet til Lolland som et led i kommunens nye, internationale rekrutteringsindsats, der skal være med til at sikre, at der også i fremtiden vil være den nødvendige arbejdskraft til rådighed på ældreområdet:
“Vi ved, at vi kommer til at mangle et stort antal hænder i de kommende år, og problemet ser kun ud til at blive større og større i takt med, at antallet af ældre stiger. Så vi har brug for at tænke nyt og gå nye veje, hvis vi skal sikre, at vi også i fremtiden kan levere den service til vores ældre, som vi både kan og gerne vil,” forklarer borgmester Holger Schou Rasmussen (S).
Læs mere om rekruttering til ældreplejen
Det her med at tiltrække arbejdere syd fra er langt fra noget nyt for Lolland. Historisk kender mange nok til, at polakker kom til Lolland for at hakke roer. Og i nyere tid er der også en række eksempler på international tilgang, forklarer Holger Schou-Rasmussen:
“Vi har lange traditioner for at hente arbejdskraft i udlandet, og med det store Femernbyggeri har vi i forvejen et stort internationalt miljø lokalt. Blandt andet med Danmarks første internationale folkeskole. Det er i det lys naturligt for os at tænke på tværs af landegrænser og supplere vores danske rekrutteringsindsatser med et internationalt perspektiv.”
De nye medarbejdere vil kun blive sat til opgaver, som de er grundigt klædt på til
Inge Kromann, decentral leder i Ældre & Sundhed i Lolland Kommune
De 16 medarbejdere kommer med forskellige erfaringer, uddannelser og sprogkundskaber. Der vil derfor blive lagt vægt på, at de hver især får den træning og oplæring, de har brug for:
“Vi vil gøre vores bedste for at sikre, at de internationale kolleger får en god start, bliver glade for jobbet og falder til på Lolland. De skal have den rette oplæring, god kollegastøtte og hjælp til at kommunikere på dansk,” fortæller Inge Kromann, der er decentral leder i Ældre & Sundhed, og understreger, at ingen vil blive sat til opgaver, som de ikke er klar til:
“Man kan som borger være tryg ved, at man vil få den hjælp, man har brug for, uanset om det er en dansk eller en international medarbejder, der tager sig af opgaven. De nye medarbejdere vil kun blive sat til opgaver, som de er grundigt klædt på til.”
Intensiv sprogundervisning
De internationale medarbejdere skal lære at læse, skrive, tale og forstå dansk. De har derfor fået danskundervisning online i deres hjemland i de seneste tre måneder, og fra december til marts skal de gå på Lolland Sprogskole på fuld tid.
“Vi har i samarbejde med Lolland Sprogskole tilrettelagt et forløb, der skal sikre, at de nye medarbejdere kan begå sig på dansk, når de kommer ud i jobbet. Det er vigtigt, at de både kan kommunikere på et almindeligt hverdagsniveau og samtidig får et relevant sundhedsfagligt ordforråd,” forklarer Inge Kromann.
Målet er, at de nye medarbejdere til foråret er blevet så dygtige til dansk, at de kan blive sluset ud i kommunens ældrepleje med supplerende sprogundervisning ved siden af.
Lolland har annonceret i Spanien og Italien
De nye medarbejdere var allerede i august på besøg i Lolland Kommune. Her fik de over et forløb på tre dage et indblik i kommunens ældrepleje; arbejdsopgaver, løn- og personaleforhold og samtidig set lidt af Lolland. Efterfølgende er deres uddannelsesmæssige forhold og tidligere erhvervserfaring blevet undersøgt og afklaret med henblik på at sikre, at alle har de nødvendige forudsætninger for at blive godkendt til at arbejde på social- og sundhedsområdet i Danmark.
“Det er et stort skridt for de nye medarbejdere at komme til Lolland. De siger farvel til familie og venner i deres hjemland, og skal finde sig til rette i et nyt land,” fortæller Inge Kromann, der samtidig understreger, at det ikke har været let at rekruttere medarbejdere fra udlandet:
“Der er mange regler på området, og det kræver en del papirarbejde at få styr på formalia. Men nu har vi fået en række erfaringer, som vi kan bygge videre på til næste gang.”
Lolland Kommune er allerede nu i gang med at rekruttere næste hold af internationale medarbejdere til social- og sundhedsområdet, og der er i november blandt andet blevet annonceret i Tyskland, Spanien og Italien.
Hvis erfaringerne viser sig at være gode, vil Lolland Kommune overveje samme internationale tilgang ved rekruttering til andre fagområder.