Vindfeld støtter krav fra Lolland om flere grønne arbejdspladser
Del artiklen:
De to borgmestre Michael Vindfeldt fra Frederiksberg og Holger Schou Rasmussen fra Lolland er overraskende enige om grøn udligning og placering af nye arbejdspladser. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Der tegner sig en usædvanlig enighed mellem borgmestrene på Frederiksberg og Lolland efter Michael Vindfeldt støtter Holger Schou Rasmussens krav om flere grønne arbejdspladser til yderkommunerne.
En af Danmarks førende yderkommuner-borgmestre, Holger Schou Rasmusen (S) fra Lolland får nu uventet støtte landets ultimative storbykommune til sit krav om, at staten aktivt skal forsøge at få placeret de nye grønne arbejdspladser i de yderkommuner, som oftest lægger plads til de store vedvarende energianlæg (VE-anlæg).
Støtten kommer fra borgmesteren på Frederiksberg. Det skriver NB-Økonomi.
“Jeg har forståelse for, at vi skal have balance i tingene. Det betyder også, at når der kommer nye arbejdspladser også statslige, så syntes at der skal være meget skarpt blik for, at det kun er naturligt, at man lægger dem uden for hovedstaden siger Michael Vindfeldt (S).
Ikke overraskende er Vindfeldt meget lidt begejstret for det forslag, som blandt andet direktøren for Norlys Niels Duedal har fremsat om, at der skal indføres en grøn udligning, så de kommuner der lægger jord til store VE-anlæg, skal have penge fra de kommuner, som ikke har plads.
“Vi bor næsten 12.000 borgere pr. kvadratmeter på Frederiksberg, og intet sted i Nordeuropa bor man tættere. Det er faktisk enormt bæredygtigt at bo på den måde – det er langt mere bæredygtigt, end den måde man bor så mange andre steder. Skal vi så også være med til at betale for, at man opstiller VE-anlæg derude, så bliver det stramt for mig,” siger Vindfeldt.
Han forudser samtidig, at en ny grøn udligning blot vil gøre et meget kompliceret udligningssystem endnu mere bureaukratisk.
Mens en række borgmestre fra både hovedstaden og provinsen støtter forslaget om grøn udligning, så hæfter Vindfeldt sig ved, at Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen foretrækker arbejds- og uddannelsespladser frem for penge.
Borgmesteren fra Lolland vil have, at staten sikrer, at nye arbejdspladser affødt af den grønne omstilling kommer til at ligge på Lolland, ligesom han gerne vil have nogle af de grønne uddannelser til sin kommune.
“Holger Schou Rasmussens fokus på, at der er nogle nye arbejdspladser og vækst i det for de kommuner, der har god plads – det er jeg helt enig i. Hvis jeg var sådan en kommune, så ville jeg da syntes, at det kunne være fedt at være med til at bidrage til den grønne omstilling,” siger Vindfeldt.
Regeringen vil tage milliarder af kroner fra kommunerne som ren rammebesparelse, oplyser finansminister Nicolai Wammen. Besparelser på planlagt afbureaukratisering og frisættelse skal finansiere økonomiaftaler.