Del artiklen:

Det var især i første halvdel af året, at det var populært for tyske turister at leje et dansk feriehus.

Med to måneder tilbage af året står det klart, at antallet af overnatninger i danske feriehuse når et rekordhøjt niveau i 2022.

I løbet af årets første ti måneder er der således blevet registreret 21,9 millioner overnatninger. Dermed overgår det allerede antallet af overnatninger fra sidste år, hvor der ligeledes blev sat rekord.

Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Udenlandske overnatninger står for langt størstedelen af det samlede antal, og særligt tyske gæster er igen i år begyndt at valfarte til de danske feriehuse.

Selv om efterårsferien typisk tiltrækker mange gæster, så var det især i første halvdel af året, at gæsterne brugte sine feriedage her i landet.

– Grunden til det høje overnatningstal for 2022 blev lagt i første halvdel af året, hvor især påsken og pinsen trak mange tyske gæster til, skriver Danmarks Statistik.

I både 2020 og 2021 var turistbranchen ramt af, at udenlandske gæster havde svært ved at rejse ind over grænsen som følge af coronapandemien og de medfølgende restriktioner.

I den periode var det de danske gæster, som holdt branchen på benene, men i 2022 er man igen kommet tilbage til mere normale tilstande.

Ifølge Feriehusudlejernes Brancheforening er det endnu for tidligt at sige noget om, hvordan det kommer til at se ud næste år. Kombinationen af høj inflation og højere leveomkostninger gør det hele mere usikkert, lyder det.

– Dertil kommer tendensen, at flere gæster er begyndt at booke kortere tid før afrejse, siger foreningens direktør, Pia Loft, til Dansk Erhverv.

Ser man på antallet af overnatninger for oktober alene, blev der registreret i alt 2,6 millioner af dem. Vesterhavskommunerne Varde og Ringkøbing-Skjern var i perioden mest populære med omkring en halv million overnatninger hver.

/ritzau/