Gennem en årrække har de flere end 50 plejehjem i Aarhus Kommune skullet udfylde en tilfredshedsundersøgelse, som efterfølgende er blevet samlet i en rapport til politikerne på rådhuset og lagt på plejehjemmenes hjemmesider, så ældre og pårørende har kunne læse ’tilstandsrapporten’ for det enkelte sted.
Men sådan bliver det ikke i år, skriver Århus Stiftstidende. Forvaltningen har nemlig indstillet til Sundhed og Omsorg-udvalget at droppe undersøgelserne.
I stedet arbejder man på et nyt koncept, forklarer chefkonsulent Thomas Kaalby:
“Vi har ikke lagt os fast på metoden og omfanget endnu, Men tanken er, at det bliver en dybdegående kvalitativ undersøgelse, så formålet i år vil ikke være at afdække tilfredsheden bredt på alle 50 plejehjem.”
“Vi vil fortsat i fremtiden afdække beboernes og de pårørendes tilfredshed med plejehjemmene. Men ikke nødvendigvis på samme måde hvert år,” siger Thomas Kaalby til Århus Stiftstidende og fortsætter:
“Set fra et fagligt synspunkt, så er det også godt at have en vekselvirkning mellem de brede kvantitative undersøgelser og dybdegående kvalitative undersøgelser.”
Han siger desuden, at det nye koncept er klar i begyndelsen af december, og indtil da er de seneste års tilfredshedsundersøgelser stadig at finde på plejehjemmenes hjemmesider.
Fra Ældrerådet i Aarhus Kommune peger formand Jan Radzewicz på, at der venter en udfordrende opgave med at udvikle en ny type måling. Men Ældrerådet er åben for at indgå i arbejdet med at finde en ny måde at gøre tingene på:
“Gennem årene har der været både ros og kritik af de årligt tilbagevendende undersøgelser. Men man skal tænke sig rigtigt godt om for at lave en fornuftig model. Den skal levere brugbare resultater på områder, som man rent faktisk kan ændre. Ellers giver det ingen mening,” siger Jan Radzewicz til Århus Stiftstidende.