Kommune satser på højteknologisk sortering af madaffald
Del artiklen:
Farveseparering med Optibag er meget udbredt i Sverige og Norge, men anlægget, som ved hjælp af scannere sorterer de grønne poser fra, er det eneste af sin slags i Danmark. - Foto: Aalborg Kommune / Nordværk
Aalborg Kommune skal i samarbejde med en privat virksomhed bygge – samt eje og drifte – et anlæg til madaffald de næste 18 år. Anlægget er det eneste af sin slags i landet.
Forskelligfarvede poser fra husholdningernes skal nu igennem et avanceret affaldsanlæg i Aalborg Kommune adskilles fra hinanden for at gøre sorteringen mere effektiv. Dermed forsøger kommunen sig nu med en metode, som er blevet prøvet tidligere i både Aarhus og Vejle kommuner, skriver Nordjyske.
Kommunen har haft ordningen i udbud via det kommunalt ejede affaldsfællesskab Nordværk, og det blev miljø- og affaldsvirksomheden Meldgaard Miljø, der vandt udbuddet om at etablere og drifte af et højteknologisk farvesepareringsanlæg, der kan sortere affaldet i poser efter farve.
Det er nødvendigt at samarbejde med en privat aktør, da det ifølge klimaaftalen fra 2020 ikke er tilladt for kommunerne selv af eje automatiserede sorteringsanlæg. Meldgaard Miljø står nu overfor opgaven af bygge og drifte anlægget i de næste 18 år.
“I stedet for at vi skulle have været ude at investere et beløb, der kunne have været i omegnen af 100 mio. kr., så er der lagt op til, at det er Meldgaard, der tager den investering, og så betaler vi løbende en pris pr. ton, der kører over anlægget,” siger direktør hos Nordværk, Thomas Lyngholm til Nordjyske.
Anlægget skal sortere grønne og sorte poser med henholdsvis madaffald og restaffald. Restaffaldet bliver brændt og brugt til fjernvarme, mens madaffaldet omdannes til biogas. Restproduktet efter bioforgasning bruges som gødning på landbrugsjord.
Det skræmmer ikke Nordværks direktør, at der tidligere er forsøgt at etablere lignende tiltag med optisk sortering i kommuner som Aarhus og Vejle. I begge de tilfælde lukkede ordningen igen – i Aarhus efter kun tre år, da det var for dyrt, ligesom de klimamæssige fordele ikke var tilfredsstillende.
“Det er klart, at man lærer af erfaringerne. Vi har meget baseret det på erfaringer fra de andre nordiske lande. I Norge og Sverige har man en del optiske sorteringsanlæg stående, som har kørt i mange år, og som kører ganske glimrende,” siger Thomas Lyngholm til Nordjyske.
Det ny anlæg giver ifølge rådmand Per Clausen (EL) fra Klima og Miljø både fordele for borgerne og klimaet:
“Farvesepareringen gør det muligt at sortere madaffald uden at skulle opstille ekstra containere eller installere skillerum i de eksisterende. En afgørende faktor er, at vi ikke ønsker at etablere ekstra nedgravede containere i Aalborg og Nørresundby. Det ville både inddrage parkeringspladser samt give ekstra kørsel og dermed udledning af CO2,” siger Per Clausen i en meddelelse.
Anlægget er udviklet og designet af svenske Envac Optibag og skal behandle ca. 50.000 tons affald (heraf 10-15.000 ton madaffald) om året fra borgerne i Aalborg Kommune.