Aarhus Kommune har over 1300 unge ansat i fritidsjob - og nu skal der flere til. Nogle gør rent og andre ordner små lavpraktiske opgaver, så resten af det kommunale personale slipper for at tømme opvasker og i stedet kan koncentrere sig om kerneopgaverne. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Kommunalt ansatte unge i forskellige jobfunktioner er blevet et hit i Aarhus Kommune, som nu vil oprette fritidsjob til 250 flere af kommunens unge. Det er godt for alle i en situation, hvor det er svært at skaffe arbejdskraft, siger byrådsmedlem.
Hver dag tager omkring1.372 unge mellem 13 og 17 år på job i Aarhus Kommune af forskellig karakter, og den ordning er både de unge og politikerne så glade for, at den nu bliver udvidet med 250 nye fritidsjob.
Det blev besluttet på det seneste byrådsmøde i sidste uge på initiativ fra kommunens børn- og ungebyråd. Flere byrådsmedlemmer i kommunalbestyrelsen var begejstrede for forslaget:
“Det er et rigtigt flot forslag fra børn- og ungeudvalget, og det har været længe undervejs. Nu har vi muligheden for at få yderligere 250 unge i job. Det er et rigtig godt skridt. De unge får erfaring og ansvar og mulighed for at tjene deres egne penge,” sagde Henrik Arens (NB) på byrådsmødet ifølge Århus Stiftstidende.
De unges job går typisk ud på at løse mindre opgaver i de forskellige dele af kommunen. Det kan for eksempel være at sætte bøger på plads på biblioteket, rydde op på kontoret eller i børnehaven eller på plejehjemmet, gå ture og spille brætspil med de ældre. “Det er godt for vores organisation og borgere, at der kommer lidt mere ungt gåpåmod og nysgerrighed. Specielt i en situation, hvor vi mangler arbejdskraft, selvom de unge selvfølgelig ikke skal ind og lave personlig pleje og sådan noget,” sagde Henrik Arens ifølge Århus Stiftstidende på byrådsmødet. De fleste unge arbejder indenfor området for børn og unge, mens det især bliver på ældre- og omsorgsområdet, de nye jobtilbud kommer til at ligge.
I Aarhus er en retssag netop gået i gang, hvor syv grundejere har stævnet kommunen, fordi de over en årrække ikke har kunne bo i deres huse i de tre dage om året, racerbils-festivalen 'Classic Race'...