Solrød- og Silkeborg har valgt at selvbudgettere i 2023. I Høje Taastrup regner man med at gå samme vej. Der er stor vækst i tilflyttere, lyder forklaringen fra borgmestre. Det skriver NB-Økonomi.
“Pilen peger klart i retning af selvbudgettering. Når den gør det, så er den begrundet i vores meget kraftige befolkningsvækst. Der skyder simpelthen boliger op ad jorden i et væk i Høje Taastrup i øjeblikket,” fortæller Michael Ziegler (K), der er borgmester i Høje Taastrup Kommune.
Samme begrundelse kommer fra Silkeborg og Solrød.
“Vi oplever en ret stor befolkningsvækst, som det er lige nu. Befolkningsvæksten er en større befolkningsudvikling end det, som Danmarks Statistik siger,” siger Solrøds borgmester Emil Blücher (LA).
Borgmestrene har valgt at gå den vej, selvom mange økonomer advarer om recession.
Men det har Høje Taastrup taget hensyn til i deres regnestykke. Det skal gå mere galt end under finanskrisen i 2008, før det kommer til at gøre virkelig ondt i kommunen. Det er med den risikoberegning i baghovedet, at borgmesteren godt tør at bevæge sig ud i at selvbudgettere.
Store gevinster at hente
De tre borgmestre mener, at gevinsten ved at selvbudgettere overstiger det potentielle tab ved at vælge statsgarantien.
“Vi har selv lavet et regnestykke, der viser, at der er en gevinst på 82 millioner kroner. ved at selvbudgettere,” siger Ziegler.
Han forklarer, at hvis det går lige så galt som under finanskrisen, så vil Høje Taastrup ganske vist stå med et tab i stedet for en gevinst. Men det mener borgmesteren godt, at de i værste fald kan håndtere.
“Et tilsvarende fald, som svarer til det under finanskrisen, vil medføre et tab på 33 millioner kroner i Høje Taastrup Kommune. Det ville vi kunne håndtere i vores kassebeholdning,” understreger han over for NB-Økonomi. “Vi traf den samme beslutning sidste år. Men det er da klart, at i år er det da en bekymring, vi formentlig træffer med en lille smule større usikkerhed eller nervøsitet.”
Det er enslydende toner, der falder i Solrød og Silkeborg.
“Jeg går ind og gør det her, fordi vi har en tro på, at befolkningsudviklingen er høj. Det tab der er eventuelt er, det kan dækkes af tidligere gevinster ved selvbudgetteringer,” siger Helle Gade (S), borgmester i Silkeborg Kommune.
I Silkeborg kan de få en potentiel gevinst på 69 mio. kr. I Solrød Kommune ligger det tal på 19,8 mio. kr. for 2023, sammenlignet med, hvis de to kommuner havde valgt statsgarantien.
“Vi har gjort os de overvejelser, at differencen er så stor i år, så selv hvis det skulle ende med at blive mindre gunstigt, end vi går og regner med, så er forventningen stadigvæk, at det ender med at gå i plus for os,” siger Emil Blücher. “Der skal relativt meget til, før det bliver en dårlig businesscase.”
Borgmesteren er med på, at det også kan gå den anden vej. Men han sammenligner valget med at køre med selvbudgettering som at være selvforsikret.
“At køre med statsgarantien er jo lidt som at tegne en forsikringspolice, men kigger vi historisk, så har det været en god forretning, at vi i stedet har været egenforsikret,” siger Emil Blücher.