
Borgmester vil gerne opføre såkaldte klimaboliger som et forsøg på at forhindre byens børnefamilier i at forlade kommunen. Men ekspert tvivler på, om den type boliger mindsker CO2-aftrykket markant.
Af Caroline Ryberg Albæk, Journalist, caroline@nb-medier.dk
I 2021 flyttede 836 børnefamilier fra Odense Kommune, mens kun 524 flyttede til kommunen, og billedet har været det samme de foregående år.
Det viser tal fra Danmarks Statistik og kommunen. Den udvikling vil Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), gerne vende ved at opføre 1000 nye boliger som såkaldte familievenlige klimaboliger. Det skriver Fyens Stiftstidende.
“Vi skal investere i at gøre Odense til en mere børnefamilievenlig by, for vi kan se en stigende fraflytning af børnefamilier. Vi har brug for børnefamilierne i Odense – blandt andet for at sikre ansatte til vores virksomheder, der buldrer frem – og det er vigtigt, at vi får udbygget en bæredygtig by,” siger borgmester Peter Rahbæk Juel til Fyens Stiftstidende.
Ifølge forslaget dækker betegnelsen ‘klimabolig’ over at bygge på mindre grunde, bygge tættere og at give beboerne adgang til fællesfaciliteter. De nye boliger skal være en blanding af private og almene boliger og skal bygges i Vollsmose og på marker uden for Skt. Klemens.
Planen om de nye boliger rummer brugbare klimatiltag, vurderer Tove Lading, arkitekt og lektor og studieleder for Master i Bæredygtigt Byggeri på Danmarks Tekniske Universitet. Men om de nye boliger vil mindske klimaaftrykket markant – som det lyder i forslaget – afhænger af mange andre ting.
“Man er også nødt til at se på arealet per beboer, hvis boliger skal være bæredygtige. Der er en tendens til, at miljøbelastningen fra byggeri stiger, fordi boligerne bliver større,” siger siger Tove Lading til Fyens Stiftstidende.
Borgmester: Bæredygtighed er en faktor for de yngre købere
De foreslåede boliger er særligt klimavenlige, det står borgmester Peter Rahbæk Juel fast på. Han håber og tror også, at de nye og mindre boliger vil tiltrække børnefamilier.
“Vi ved, at pris betyder noget, og når vi laver mindre grunde med højere bebyggelsesprocent, kommer kvadratmeterprisen ned – og så er der mindre, man skal afdrage på. Og vi ved også, at bæredygtighed er en faktor for de yngre købere,” siger Peter Rahbæk Juel.
Tiltagene vil, i følge borgmesteren, se således ud:
- Parcelhusudstykninger på 300-400 kvadratmeter frem for 700-800 kvadratmeter, som de fleste nuværende er, skal mindske boligernes klimaaftryk markant. Ressourceforbruget til byggeri og infrastruktur vil være mindre, og energieffektiviteten vil være større.
- Billige transportmuligheder til boligområderne, god ellade-infrastruktur og delebilsordninger skal mindske klimaaftrykket.
- Overskudsjord fra udstykninger kan blive til støjvolde, rekreative arealer eller lokale søer til regnvandshåndtering og skybrudssikring.