Så få hjemløse er der i din kommune

Del artiklen:

De seneste tre år er antallet af hjemløse i Danmark faldet med 10 procent. Det er første gang siden 2009, at antallet af hjemløse er faldet. Se, hvor mange hjemløse, der er i din kommune her

Af Mads Høyer Hansen, Journalist, mads@nb-medier.dk

Antallet af hjemløse er faldet med ti procent på tre år. Det er første gang siden 2009, at man har oplevet et fald i antallet af hjemløse. Det viser en ny rapport fra VIVE.

Hvor der i 2019 var 6.431 personer, der levede på gaden, er det nu kun 5.789 personer. Det skriver NB-Social

Det er særligt antallet af gadesovere og unge i hjemløshed, der er faldet de sidste tre år.

”De seneste år, har der været et strategisk fokus på at afhjælpe hjemløsheden, og det er højst sandsynlig resultaterne af det arbejde, som afspejles i den aftagende hjemløshed,” siger seniorforsker Lars Benjaminsen, VIVE, i en pressemeddelelse.

Han forklarer, at en del kommuner har sat initiativer i værk til gruppen af unge hjemløse, hvilket højst sandsynlig kan forklare det betydelige fald i hjemløsheden blandt unge.

Fald i de store byer

Når man ser på kommunerne, kan man hurtigt konstatere, at hjemløseproblemet ikke er lige stort alle steder. Det er primært i Aarhus og København, at der er mange hjemløse.
 
Det er også i de store byer, at man kan finde store fald. I Frederiksberg Kommune er der sket et fald på 52 procent, mens der er sket et fald på 32 procent i Aarhus.

”Alle har brug for et sted at høre til. Både i fællesskabet og inden for fire trygge vægge. Derfor har vi de seneste år investeret i nye veje til at hjælpe hjemløse aarhusianere ind i en fast bolig med støtte,” siger Anders Winnerskjold, social- og beskæftigelsesrådmand i Aarhus Kommune, i en pressemeddelelse.

Kommunale forskelle

Det er dog ikke kun kommunerne i de store byer, der er lykkedes med at reducere antallet af hjemløse.

”Hvis de her borgere skal hjælpes ud af hjemløsheden, så kræver det både en velegnet bolig og støtte til sociale problemer,” siger Lars Benjaminsen i en pressemeddelelse og fortsætter:

“Det ved kommunerne efterhånden godt, og en væsentlig grund til, at det er begyndt at lykkes at nedbringe hjemløsheden, er formentlig, at flere og flere kommuner har taget metoden ’Housing First’ til sig, som netop kombinerer bolig- og støtteløsninger.”

De kommuner, der har oplevet det største procentvise fald, er Favrskov, Allerød og Solrød.

Lige ved Allerød er det dog værd at bemærke, at faldet skyldes en fejl i 2019. Det oplyser Jesper Holdfold Pallesen (S), der er formand for Sundheds og Beskæftigelsesudvalget til NB-Social.

“Det skyldes, at borgere, der var på akutlisten til en bolig, ved en fejl blev registreret som hjemløse i 2019.”

Der er dog også kommuner, hvor udviklingen går den modsatte vej. Særligt en kommune springer i øjnene. I Dragør Kommune har de haft en vækst på 5950 procent.

Læs her, hvorfor væksten har været så stor i Dragør.

Læs også:
Derfor er der så mange hjemløse i Dragør

(Artiklen fortsætter under kortet)

Ser man på, hvor stor en andel hjemløse udgør per tusind indbygger i kommunen, kan man hurtigt se, at det er begrænset, hvor mange hjemløse der er. Igen trækker Dragør dog i den modsatte retning, da hjemløse i kommunen udgør hele 8,3 per 1000 indbyggere.