Del artiklen:

Regeringen vil gerne have, at migranter, der søger asyl i Danmark, bliver indlogeret på center i Rwanda.

Onsdag rejser udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) til det afrikanske land Rwanda, hvor regeringen håber at kunne lave et modtagecenter til asylansøgere.

Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Også minister for udviklingssamarbejde Flemming Møller Mortensen (S) er med, og under besøget vil de to ministre se på muligheden for at udbygge samarbejdet med det afrikanske land, skriver ministeriet.

Blandt andet på asyl- og migrationsområdet.

– Jeg glæder mig til som udlændinge- og integrationsminister at besøge Rwanda, udtaler siger Kaare Dybvad Bek.

Han tilføjer, at det giver “rigtig god mening” at bakke op Rwandas vigtige arbejde “og sammen forsøger at skabe et asylsystem, der hjælper flere flygtninge bedre end i dag”.

Ministeren skal blandt andet besøge flygtningelejren Nyabiheke Refugee Camp. Det er et danskstøttet projekt, som skal skabe beskæftigelse for flygtninge i Rwanda.

Regeringens plan er, at migranter, der søger asyl i Danmark, bliver indlogeret på centret i Rwanda. Her kan de så opholde sig, mens de venter på at få behandlet deres ansøgning om asyl.

Regeringens tre støttepartier er dog langt fra begejstret for regeringens plan.

SF er modstander af planen, blandt andet fordi det kan skabe udfordringer med menneskerettighederne for de mennesker, der skal sendes til Rwanda.

Regeringens andre støttepartier, De Radikale og Enhedslisten, har i forskellig grad raslet med sablen over for regeringen, hvis den gennemfører sin plan.

Alligevel er det noget, som regeringen har arbejdet på hele valgperioden.

Om det lykkedes og hvor tæt regeringen er på at kunne lave en aftale med Rwanda er uvist.

I løbet af 2022 vil Danmark desuden åbne et projektkontor i Rwandas hovedstad, Kigali.

Her skal de to medarbejdere styrke samarbejdet med det afrikanske land om blandt andet asyl- og migrationsområdet.

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen rejser til Rwanda fredag, hvor han vil drøfte muligheden for at drøfte samarbejdet på det grønne område.

Fredag vil de to ministre have møder med centrale rwandiske ministre. Det er blandt andet Rwandas udenrigsminister Vincent Biruta og miljøminister Jeanne d’Arc Mujawamariya.

/ritzau/