Bygge- og anlægsarbejde udgør en ret stor del af kommunernes klimaaftryk, viser opgørelser. - Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Der er et stort politisk ønske om at få klimakonsekvenser med ind i budgetterne, og forvaltningerne vil gerne. Men opgaven er vanskelig. Her er et overblik over kommunernes klima-budgetarbejde.
Af Mette Skovbjerg, chefkonsulent og teamleder i KL’s Center for Klima og Erhverv og Anne Ley, chefkonsulent i KL’s Økonomisk Politisk Center
Der er et stort politisk ønske i kommunerne om at forankre klimaindsatsen i arbejdet med at lægge budgetter. Desuden anses det som vigtigt for at nå kommunens klimamål.
Det viste en undersøgelse fra KL i 2021. Ønsket om at få klimakonsekvenser ind i budgetterne stiller dog store krav til forvaltningens kompetencer i forhold til at beregne klimaaftryk. Og her må man nok sige, at der på nuværende tidspunkt tidspunkt er et efterslæb i forhold til de politiske ønsker. (Se grafik nedenfor om undersøgelse fra i fjor blandt økonomichefer.)
(Artiklen fortsætter efter grafikken)
Økonomichefer: Politisk ønske om klimaberegnede budgetter er svært at leve op til
Kilde: KL’s spørgeskemaundersøgelse til økonomichefer i 2021 om den kommunale budgetproces. (Tallene er den andel i procent, der har svaret ’i meget høj grad’) Overblik over kommunernes tilgange og metoder Indtil videre arbejder flere kommuner med de områder, hvor der er bedst muligheder for at beregne klimaaftryk. Det drejer sig særligt om transport og fødevarer, hvor der er bedst adgang til data, og hvor der i forvejen er beregnet emissionsfaktorer, der kan bruges i arbejdet. Der er til gengæld stor interesse for også at kunne regne på byggeri og anlæg, hvor datagrundlaget dog er vanskeligere. At forankre klima i budgetlægningen er et bredt begreb, men på tværs af kommunerne kan der dog foreløbigt identificeres to veje på området.
1: Klima i beslutningsprocessen
Den mindst ressourcekrævende vej handler om, at klima tænkes ind i beslutningsprocessen, blandt andet ved, at politikere reflekterer over klimaaftrykket ved kommunens budgetforslag, oftest gennem en kvalitativ vurdering frem for en kvantitativ, for eksempel ved hjælp af en ’rød-gul-grøn-model’. Denne model anvendes af både Middelfart og Svendborg kommuner. Aalborg Kommune har også arbejdet med en kategorisering fra 1-3 vedrørende klimaaftrykket fra kommunens anlægsprojekter.
2: Klimaopgørelser i budget og regnskab
En anden vej relaterer sig til mere kvantitative beregninger af kommunens klimaaftryk. I Aarhus Kommune udarbejdes årligt to klimaregnskaber: Ét for kommunen som koncern. Det vil sige, hvad kommunen som organisation udleder, og ét for kommunen som bysamfund, hvilket inkluderer borgere og private virksomheder.
Derudover er der vedtaget en lokal skyggepris på CO2-udledningen på de mest klimabelastende varer og tjenesteydelser, så som oksekød, lammekød, juice/læskedrikke, flyrejser med flere.
Derudover er Københavns Kommune på vej med en model for beregninger af kommunens CO2-udledning på kommunens budgetforslag, med særligt fokus på byggeri, anlæg og transport.
Kæmpe klimaaftryk fra indkøb
Der er et stort fokus på klimaaftrykket, som følger af det offentlige indkøb. Kommunerne arbejder på forskellig vis, både sammen og hver for sig, på at trække indkøbet i en grønnere retning, Derfor er der efterspørgsel på metoder til at beregne klimaaftryk, som afsæt for at følge udviklingen, prioritere indsatser og vurdere, hvor der opnås den største CO2-effekt.
Regeringen lancerede i oktober 2020 en strategi for offentlige grønne indkøb. Sammen med strategien offentliggjorde Økonomistyrelsen en rapport, der for første gang i dansk sammenhæng opgør klimaaftrykket fra det offentliges indkøb fordelt på sektorer.
Klimaaftrykket af offentlige indkøb er i Økonomistyrelsens rapport beregnet ved hjælp af beregningsmodellen EXIOBASE. EXIOBASE er blandt andet valgt, fordi modellen omfatter den udenlandske udledning, og fordi der er gjort omfattende brug af yderligere statistisk data til viderebearbejdning af de bagvedliggende tabeller til en egentlig beregningsmodel, så resultaterne kan kobles direkte til indkøbsdata. Beregningsmodellen favner værdikæden for indkøb helt fra udvinding af råstoffer til bortskaffelse af varen.
Beregningen af klimaaftrykket af det offentlige indkøb i beregningen er ikke direkte oversættelig til 70-procentsmålsætningen. Det skyldes, at 70-procentsmålsætningen, ligesom DK2020, tager udgangspunkt i FN’s opgørelsesprincipper for de territoriale udledninger, og ikke klimaaftrykket fra forbruget.
Klimaaftrykket fra kommunernes indkøb i 2019 samlet set udgjorde lige under 6 mio. tons CO2. Klimaaftrykket er fordelt på et antal overordnede brancher/indkøbsområder, og opgørelsen viser, at klimaaftrykket fra kommunernes indkøb er størst, når det kommer til indkøb inden for bygge- og anlægsområdet.
Det andet største klimaaftryk udgøres af køb af energi og forsyning. Indkøb, der er tæt knyttet til bygge- og anlægsområdet, da det handler om driften og brugen af bygningerne, og de udgifter der er forbundet med at varme de kommunale bygninger op.
På en 3. plads over størst klimaaftryk optræder indkøb af ”Øvrige tjenesteydelser”, det dækker over kommunernes køb af fx konsulenter, vikarer, tolke, undervisning, rengøring, bankydelser mv. For denne type køb gælder, at det overvejende er de produkter, der indgår i opgaveløsningen, som forårsager et klimaaftryk.
Af det samlede klimaaftryk sker cirka 39 procent af udledningerne i Danmark, mens cirka 61 procent sker i de lande, vi importerer råstoffer, halvfabrikata og færdige varer og tjenesteydelser fra.
Beregningsmodel har begrænsninger
Beregningsmodellen, som ligger til grund for opgørelserne i Økonomistyrelsens rapport baserer sig på indkøbet i kroner ganget med en emissionsfaktor for forskellige indkøbskategorier.
Det betyder, at hvis indkøbet stiger i kr., så vil klimaaftrykket også stige. Kommunerne driver for eksempel mange bygninger, hvilket vil afspejle sig i økonomien knyttet til dette område og dermed klimaaftrykket.
Beregningsmodellen har heller ikke en så præcis detaljeringsgrad, der gør det muligt at monitorere på, om køb af ét produkt fremfor et andet er det mest klimarigtige valg. Ligesom beregningsmodellen ikke kan anvendes til at sige noget om, hvorvidt en indsats frem for en anden vil være den bedste investering, hvis man gerne vil opnå den største CO2-reduktion i sit indkøb.
Beregningsmodellen giver dog for første gang mulighed for at opgøre klimaaftrykket fra det offentlige indkøb og er lige nu det bedste bud på en fælles model til at opgøre CO2-udledningen fra indkøbet. Samtidig giver modellen viden om, hvilke indkøbsområder der har det største klimaaftryk, og det kan udgøre et afsæt for at prioritere fokusområder og afgrænse samt koncentrere dialogen lokalt.
Klimaaftryk fra forbruget i hele kommunens geografi
Mens der for de territoriale udledninger er internationalt anerkendte rammeværk til at understøtte kommunernes klimaregnskaber, er der ikke tilsvarende standardiserede metoder til at opgøre de forbrugsbaserede udledninger.
Når stater og kommuner alligevel afsøger mulighederne for at afdække klimaaftrykket fra det forbrug, der kan ledes tilbage til kommunens eller en stats geografiske område, er det fordi udledningen fra forbrug ofte overstiger udledningen fra de territoriale udledninger. Forbruget i kommunen, i virksomheder og hos borgere i kommunens geografiske område er altså ikke en lille post i det reelle klimaregnskab.
Lige så vigtigt er det, at et klimaregnskab over CO2-udledning fra forbruget kan give en viden om hvor det lokale forbrug i særlig grad skaber udledninger udenfor kommunegrænsen og dermed lede til handlinger, der kan reducere den udledning.
De fleste kommuner har indsatser i deres klimahandleplaner, der omhandler de forbrugsbaserede udledninger. Det handler om alt fra grønne indkøb over cirkulær økonomi til reduktion af madspild. En af de kommuner, der dog er gået mere systematisk til værks og har opgjort de forbrugsbaserede udledninger i klimahandleplanen, er Køge Kommune. Kommunens klimahandleplan angiver derudover også konkrete tiltag til at reducere de forbrugsbaserede udledninger, der udgør en af de helt store poster i basisåret.
