Det er en af Danmarks ældste og største byfester med tråde tråde tilbage til 1899, hvor det hele begyndte.
Men nu kan det hele være slut, for selvom årets regatta 17.-20. august var fuld af fyrværkeri, fest og farver, så er det efterfesten, der gør ondt.
Nogenlunde sådan beskriver formand for Regatta Silkeborg Johanne Errboe situationen omkring festivalen, der kun lige er afsluttet og nu erklæret konkurs.
– Da vi gik ind i festivalen, var vi i totalt godt humør, helt oppe at køre og med godt vejr i udsigt. Hvor heldige kan vi være, tænkte vi, men ugen efter kunne vi godt se på omsætningstallene, at det ikke så så godt ud, siger formand Johanne Errboe til TV2 Østjylland.
Omsætningstallene var særligt salget af fadøl, der kun blev omkring halvt så stort som budgetteret. I grove træk drak regattadeltagerne i gennemsnit kun en halv og ikke en hel fadøl, som festivalleder Trine Valentin tidligere i dag har forklaret, og det har nu ført til den ultimative konsekvens i form af konkursbegæringen.
Allerede i ugen efter festivalen tog festivalen fat i en advokat, der kunne hjælpe med at få udredt situationen, fortæller formanden, der ikke har det godt med situationen.
– Jeg har det megadårligt. Vi har jo næsten ikke sovet i et par uger efterhånden. Vi er virkelig pressede over det. Vi er alle sammen frivillige og har lagt så meget hjerteblod i det, så det er derfor frygteligt ærgerligt. Selvfølgelig mest for dem, der ikke får deres penge. Så jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har det rigtig skidt med det, siger formanden til TV2 Østjylland.
Oven på nyheden om konkursbegæringen er skuffelsen stor. Både hos nogle af de aktører, som nu har penge i klemme, men også fra politisk hold.
Borgmester Helle Gade (S) er ærgerlig over, at regattaen nu er endt i konkurs. Det havde hun ikke set komme.
– Nej, det havde jeg ikke, for det var virkelig noget af en fed fest, vi havde i fire dage, siger Helle Gade til TV2 Østjylland.
Selv om det hele nu er endt med et stort økonomisk hul, var det den rigtige beslutning at kommunen pegede på netop den her arrangør, da de skulle vælge mellem fem tilbud.
Helle Gade peger på, at det var det foregående økonomiudvalg, der traf beslutningen, en på det tidspunkt god beslutning mener borgmesteren, der ikke selv havde plads i udvalget dengang.
Det har hun til gengæld nu som borgmester, og derfor skal hun også være med til at evaluere regattaen og herunder konkursen.
Silkeborg er dog ikke færdige med regatta, hvis det står til borgmesteren.
– Står det isoleret til mig skal Silkeborg have en regatta igen og i mange år fremover, for det er en del af byens DNA, siger borgmesteren.