Det kræver mange overvejelser at sænke kommuneskatten ifølge Hillerøds borgmester Kirsten Jensen (S). - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)
Selvom Hillerød Kommune har fået lovning på 24,8 millioner kroner til at sætte skatten ned i 2023, så overvejer borgmester Kirsten Jensen (S) det stadig meget. Hun er bange for, at kommunen får svært ved om et par år eventuelt at hæve skatten igen. ‘Det er meget kompliceret at få lov til at hæve skatterne,’ siger borgmesteren.
Nordsjællandske Hillerød Kommune er i den gunstige situation, at der er bevilget 24,8 mio. kr. fra staten til, at kommuneskatten kan sættes ned i 2023. Men borgmester Kirsten Jensen (S) understreger, at det på ingen måde er afgjort endnu, om en skattenedsættelse skal blive til noget.
Som omtalt i NB-Kommune fik fem kommuner i forrige uge tilsagn fra Indenrigs- og Boligministeriet om, at de kan sætte skatten ned i 2023. Og få den manglende skatteindtægt refunderet med 90 procent fra staten det første år.
Hillerød har lokalområdets højeste kommuneskat på i år 25,85 procent. Til sammenligning ligger skatteprocenten i nabokommunerne i år på henholdsvis 24,3 i Allerød, 25,7 i Halsnæs, 25,8 i Frederikssund, 25,4 i Gribskov og 25,3 i Fredensborg.
Borgmester Kirsten Jensen understreger over for Sn.dk ved ved begyndelsen af budgetforhandlingerne, at den eventuelle skattenedsættelse i Hillerød skal blive til noget.
“Vi har ikke søgt det, fordi vi ved, vi vil bruge det, men fordi det kan være, vi kommer frem til, at vi ønsker at bruge det. Det vil komme an på, hvordan likviditeten kommer til at se ud, og om der er politisk interesse for at bruge det, hvis det kan lade sig gøre at undvære den indtægt. Så det er altså ikke sådan, at det er besluttet,” siger borgmester Kirsten Jensen til Sn.dk.
Hun lægger meget vægt på, at såfremt Hillerød Kommune får brug for om et par år at sætte skatten op igen, så kan det blive vanskeligt.
“Det er meget kompliceret at få lov til at hæve skatterne. Det er en balance. Men nu har vi i hvert fald mulighed for at tale om det i forbindelse med budgettet. Havde forvaltningen ikke søgt om det, kunne vi slet ikke tale om det,” siger borgmesteren til Sn.dk.
Mens et mindre antal kommuner skærer benhårdt i deres service fra 2022 til 2023, så er der ingen kommuner med store stigninger. Se tal for din kommune her.