Landkommunerne i hele landet vinker hvert år farvel til en stor del unge, der søger videreuddannelse i de større byer som eksempelvis København, Aarhus, Odense og Aalborg.
Sådan er det også i Varde Kommune, der nu sætter et nyt initiativ i gang. Kommunen ansætter to unge, der skal skabe netværk i de store byer, som i sidste ende gerne skal få de unge til at søge mod kommunen for at finde job efter endt uddannelse. Det skriver JydskeVestkysten.
Der mangler højtuddannede på virksomhederne i kommunen – og det skal der gøres noget ved med de kommende ‘ambassadører’, siger Varde Kommunes chef for personaleudvikling og kommunikation, Karoline Klaksvig. På spørgsmålet om lobbyisterne skal forsøge at lokke de unge til kommunen, svarer hun:
“De må da også gerne gøre reklame for Varde kommune, men målet er at understøtte, at studerende på videregående uddannelser i de store studiebyer fra Varde får et godt netværk og en god studietid. Det kan være svært, når man kommer alene fra provinsen, og det kan give et stort frafald.”
“Det er ikke et succeskriterie, at alle studerende fra Varde vender hjem igen, men de unge, vi ansætter, skal være gode ambassadører for Varde Kommune. Det kan jo også gøre, at andre får øjnene op for, at der er gode jobs at komme efter herovre,” siger Karoline Klaksvig til JydskeVestkysten.
De to unge lobbyister bliver i første omgang ansat tre timer om ugen, men inden da:
“De kommer til oplæringsmøde hos os. Så de kan lære hinanden at kende og støtte sig til hinanden, og så laver vi sammen en brainstsorm og får ideer om, hvad man kan bruge sådan et netværk til. For eksempel har Ringkøbing-Skjern Kommune hvert år en julebus, der henter studerende hjem – var det en idé, vi skal kopiere?” spørger Karoline Klaksvig i JydskeVestkysten.