Del artiklen:

Udslip af spildevand fra pumpestation har medført fiskedød og fører til badeforbud ved Rebæk Strand i Kolding.

Efter udslip af spildevand fra en pumpestation har Kolding Kommune udstedt forbud mod badning ved Rebæk Strand.

Det oplyser kommunen på sin hjemmeside.

Udslippet har samtidig forårsaget fiskedød i Skartved Bæk, der løber ud i Kolding Fjord nær stranden.

Cirka 850 ørreder er fundet døde på en strækning ved vandløbet på cirka 1,7 kilometer.

Om spildevandet har forurenet badevandet er usikkert.

Men kommunen har valgt at udstede forbuddet for en sikkerheds skyld. Det forklarer miljømedarbejder Lars Hede Hansen hos Kolding Kommune.

– Vi ved ikke, om badevandet er forurenet med spildevandet, men efter at have været i kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed udsteder vi nu forbud mod badning, da der er en klar risiko for forurening med colibakterier ved udslip af spildevand.

– Det kan give maveproblemer med kvalme og opkast, hvis man kommer til at sluge noget af vandet. Derfor kan vi ikke vente på analyser, siger han i meddelelsen.

Udslippet skete tirsdag, i forbindelse med at en pumpestation i Kolding svigtede. Det betød, at urenset spildevand løb ud i bækken.

BlueKolding, der håndterer spildevandet i kommunen, har alarmsystemer, der skal opdage den slags.

Men systemet gav ikke besked, da det var blevet ramt af et lynnedslag.

Det får nu kommunen til at gennemgå systemerne. Det oplyser formand for kommunens Miljø- og Klimaudvalg Jørn Chemnitz (SF).

– Jeg vil nu sikre, at vi får gennemgået alarmsystemerne på pumpestationer og bygværker med BlueKolding og Miljøstyrelsen, der er tilsynsmyndighed, så vi bedst muligt sikrer alarmer, der kan reageres på, siger han i meddelelsen.

Der er sat skilte op ved Rebæk Strand, der informerer om badeforbuddet.

Der bliver taget prøver af badevandet onsdag. Resultaterne ventes at foreligge fredag.

Herefter vil kommunen i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed vurdere, om det igen er sikkert at bade ved stranden.

/ritzau/