Del artiklen:
En konkret sag, hvor en ukrainsk familie risikerer at blive sat på gaden, har fået Hvidovres SF-borgmester, Anders Wolf Andresen, til at kræve et indgreb fra Christiansborg.
En konkret sag, hvor en ukrainsk familie risikerer at blive sat på gaden, har fået Hvidovres SF-borgmester, Anders Wolf Andresen, til at kræve et indgreb fra Christiansborg. - Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix (Arkiv)

En særlov, der giver ukrainere, som har været i Danmark siden februar, ophold, skal udvides, siger borgmester.

Hvidovres SF-borgmester Anders Wolf Andresen vil have Christiansborg-politikerne til at kigge mod vores skandinaviske naboer og ændre en særlov, der giver ukrainere lovligt ophold i Danmark.

Konkret skal loven ændres, så det er muligt at få ophold, hvis ukrainerne har været i Danmark i længere tid end februar, hvor skæringsdatoen er sat i dag.

– Hvis vi som kommune skal hjælpe de her ukrainske flygtninge, hvad vi meget gerne vil, kræver det, at de har ophold efter særloven, siger han.

Opråbet fra Hvidovres borgmester kommer med afsæt i en konkret ukrainsk familie, der har bosat sig i kommunen.

De kom til Danmark fra Ukraine 25. januar. Det vil sige fem dage, før en særlov – også kaldet ukrainerloven – giver fordrevne ukrainere lov til hurtigt at få ophold og adgang til sundhedsvæsen, arbejde og skolegang i Danmark.

For det forudsætter, at de kom til Danmark 1. februar eller senere. Det vil sige max tre en halv uge inden, russiske soldater invaderede Ukraine.

– Der er det her helt unge par lige flygtet fem dage for tidligt i forhold til skæringsdatoen i særloven, og så har vi pludselig ikke lov til at hjælpe med noget som helst. Hverken lejlighed eller sundhedsydelser. Og det er jo næsten ikke til at leve med, synes jeg, siger Anders Wolf Andresen.

Han håber derfor, at politikerne i Folketinget hurtigt vil kigge på at få loven ændret. Både for parret, som inden udgangen af august står til at skulle ud af deres lejlighed, og for andre i samme situation.

Han foreslår i stedet, at danske politikere kan læne sig op ad reglerne fra Norge eller Sverige, og at man vurderer sagerne mere individuelt.

For eksempel kan ukrainere i Norge få opholdstilladelse, hvis de har været der op til 90 dage før den russiske invasion.

– Der er en helt masse troppeopbygning, som gør, at blandt andet det her unge par flygtede ud. De boede nord for Kyiv (hovedstaden i Ukraine, red.), hvor man godt kunne begynde at se, hvor det bar henad, siger han.

Får ukrainere ikke ophold i Danmark efter særloven, har de stadig mulighed for at søge asyl.

/ritzau/