Del artiklen:
Kommunerne bør især satse på at blive frigjort på folkeskoleområdet, for her er alt for mange statslige benspænd. Det mener erhvervspsykolog, konsulent og oplægsholder Lykke Mose.
Kommunerne bør især satse på at blive frigjort på folkeskoleområdet, for her er alt for mange statslige benspænd. Det mener erhvervspsykolog, konsulent og oplægsholder Lykke Mose. - Foto: Privat

I flere forvaltninger og byråd drøftes det, hvilken af velfærdsområderne, man ønsker at frisætte: Dagtilbud, ældre eller skole. Argumenterne for at vælge skoleområdet er nemme at få øje på, mener debattør og henvender sig her direkte til byrådspolitikere.

Af Lykke Mose. Erhvervspsykolog, oplægsholder og konsulent. Forsker i frihedsforsøget på skoleområdet i Esbjerg Kommune.

Regeringen har i 2021 frisat syv kommuner på tre velfærdsområder: Skoler, dagtilbud eller ældreområdet. Og de gode erfaringer har tilmed fået regeringen til at lade de 91 resterende kommuner få lov til at ansøge om også at få én af tre velfærdsområder frisat fra central styring.

Men hvilket område, skal man ønske at få frisat?

Jeg vil her argumentere for, hvorfor skoleområdet i min optik er det vigtigste område at frisætte pt. Vurderingen beror på min generelle erfaring med at arbejde med områderne som konsulent, og på min forskning i frisættelsen af skolerne i Esbjerg. Det betyder også, at min anbefaling på ingen måder tager højde for lokale kommunale forhold, der kan rumme vigtige argumenter på vægtskålen.

Hvorfor ikke dagtilbud?

Af de tre områder er dagtilbudsområdet det, der er mindst begrænset af central regulering i praksis. Dagtilbudsloven er ikke lige så detailstyret og dermed gennemgribende i hverdagen, som lovgivningen på skoleområdet er. 

Det betyder, at I kan komme rigeligt langt (dvs. forbedre kvalitet og arbejdsmiljø) uden en frisættelse fra centralt hold. I kan kigge på, hvad der er brug for at ændre fra byrådsniveau og ned, og der vil med stor sandsynlighed være rigeligt, relevant stof at tage fat på.

Hvorfor ikke ændreområdet?

Selvom der er meget central styring, der spænder ben, er det ikke ligetil at frisætte på ældreområdet, fordi det kun er serviceloven, der frisættes fra og ikke sundhedsloven.

Det betyder i praksis, at der er en masse benspænd, fordi man kun er frisat i nogle af ydelserne, man leverer. Ansatte skal hele tiden sondre mellem ydelserne for at kunne vurdere, hvad man kan ændre.

Ikke mindst kunne I med god grund vente på den nye ældrelov. Der (forhåbentlig) giver gode muligheder for at skabe mere selvstyrende team-samarbejde (á la den internationalt kendte hollandske hjemmeplejeservice Buurtzorg, som regeringen kigger langt efter).

Desuden er en del af det, der virkelig kunne gøre en stor forskel mange steder, udvikling af samarbejdet med region og kommune, hvilket ikke ligger inden for velfærdsaftalernes frisættelsesrammer. I den sammenhæng vil man ikke opleve den nødvendige værdi i forhold til bedre velfærdsydelser til borgerne.

Hvorfor skoleområdet?

Fordi den centrale styring, der er af skolerne, spænder ben for at skabe den praksis, vi ved, der er brug for: En skole, der sætter fokus på elevernes behov, så de udvikler sig, frem for at styre efter diverse resultatmål og bruge tid på dokumentation.

Dermed ikke sagt, at det ikke kan lade sig gøre, at lave god skole under den nuværende styring. Det kan det, men det er svært. Med frisættelsen kan I fjerne de unødige benspænd, der ikke skaber kvalitet. 

Af benspænd kan for eksempel nævnes: Krav om undervisning i stamklasse, elevernes timetal, kompetencedækning (krav om linjefagsuddannede lærere og læreruddannede ansatte), fastdefinerede valgfag, nationale test (tid afviklet på at samle alle de børn og forældre op, der stresses og bekymres af nationale test). Samlet giver det mulighed for en fleksibel afvikling af skoledagen, hvor man tilrettelægger undervisningen ud fra en vurdering af, hvad der skaber god læring og trivsel.

Som det er nu, er der alt for mange dårlige skemaer og ensformig undervisning – fordi man har organiseret undervisning, så den indfrier lovkravene. Det er nemlig sværere at lave den varierede, projektbaserede, lokalt tilpassede undervisning – som der er så meget brug for – ind i den klassiske klasseundervisning, når man samtidig skal dokumentere, at man indfrier alle kravene.Mange elever i udskolingen, har f.eks.  undervisning i 45 minutter i enkelte fag af gangen og dermed fem-seks forskellige fag på én dag. Med så fragmenterede skemaer er det svært at skabe den fordybelse og variation, der er brug for.

“Overstyringen har skabt et faldende engagement. Det skal vi have vendt”

Lykke Mose, erhvervspsykolog, oplægsholder og konsulent

Til undervisningsministeren og andre, der holder hårdt på, at der ikke skal slækkes på krav om linjefagsuddannede lærere, må jeg minde om, at den lineære forståelse af styring er gammeldags. Det er ikke sådan, at hvis man laver et lovkrav om linjefagsuddannelse, så får man fagligt dygtige uddannede lærere til eleverne. Faktisk tværtimod.

Der er flere uddannede lærere på privatskolerne end i folkeskolen. Selvom der ikke er lovkrav om læreruddannelse på de private skoler. Måske fordi arbejdsbetingelserne er mere attraktive? Hvis nu folkeskolen blev en skole, hvor lærere virkelig oplevede at de brugte deres kompetencer til gavn for eleverne – så kunne det være, at antallet af læreruddannede steg.

Desuden skal I frisætte folkeskolen, fordi medarbejderne på skolerne er ekstra kørt over, da den centrale styring har været intensiveret markant på skoleområdet i de sidste 10 år. Herunder den digitaliserede del af styringen (blandt andet oprettelsen af et datavarehus), som er gået lidt under radaren.

Overstyringen har skabt et faldende engagement. Det skal vi have vendt. For det er slemt for vores samfund, når folkeskolen bløder. Det er nemlig ikke kun medarbejderne, der flygter, det et også eleverne, der siver til privatskoler. Privatskolerne skal bestå, men de skal ikke være vores eneste tilbud. 

Derfor skal vi hurtigst muligt have rettet op på den onde spiral – så folkeskolen kan blive noget af det vi som samfund kan være stole af: Et arnested for demokratiske, livslystne, begavede, sunde, samfundsengagerede borgere.