
Et forsøg med fire dages arbejdsuge i et børnehus i Gentofte er blevet så stor en succes, at det nu udvides med borgmesterens opbakning. Fagforening håber, at fire dages uger kan få flere pædagoger til at gå op på fuldtid.
Af Iver Houmark Andersen, redaktør af NB-Kommune, iver@nb-medier.dk
Der gøres forsøg med fire dages arbejdsuge i administrationen i kommuner som Odsherred og Solrød. Og nu har en daginstitution i Gentofte Kommune med succes indført fire dages arbejdsuge.
Børnehuset Trekløveren i Gentofte indførte tidligere i år i en afdeling fire dages arbejdsuge delt op på tre dage fra kl. 7 til 17 og en dag fra kl. 7 til 13:30. Ifølge Berlingske har det været så stor en succes, at to andre afdelinger i børnehuset nu vil afprøve samme model.
“Det har været en kæmpe succes. Vores pædagoger oplever, at de har fået et meget bedre blik for børnene. De føler sig meget mere forberedt og endnu mere klar i forhold til at kvalificere deres arbejdsopgaver, så de kan forberede sig i god tid,” fortæller Paula Guerrero Mieres til Berlingske. Hun er leder af en af afdelingerne i Trekløveren.
Set fra den konservative Gentofte-borgmester Michael Fengers stol, så kan man godt gå i gang med at eksperimentere med fire dages arbejdsuge i andre af kommunens institutioner og kontorer.
“Jeg kan ikke rigtig se nogen grænse for det. Det kan både være i administrative funktioner og i skoler lige så vel som i andre daginstitutioner,” siger Michael Fenger til Berlingske og fortsætter:
“Jeg har ikke set nogen evaluering endnu, så det skal vi jo politisk se på. Som hovedregel vil vi altid gerne arbejde for mere fleksibilitet, og så bliver den politiske udfordring, hvad vi så skal betale for det.”
Håb om at få flere på fuldtid
Ifølge fagforbundet BUPL kan en fire dages arbejdsuge på fuldtid vise sig at blive en måde at få flere til pædagoger til at gå fra deltid til fuldtid. Altså at muligheden for en tre dages weekend vil være tillokkende for nogle. At få flere pædagoger op på fuldtid ser både KL og fagbevægelsen gerne for at afhjælpe manglen på pædagoger, som især er fremherskende i København og kommunernes der omkring.
“Det er prisværdigt og godt, at der er nogle kommuner, som vil være med til at tage et ansvar på det her område og se på, hvad de lokalt kan gøre for at få nogle flere pædagoger op i tid, så vi kan få nogle flere ansatte og nogle bedre normeringer,” siger næstformanden i BUPL Birgitte Conradsen til Berlingske.
I nordvestsjællandske Odsherred Kommune har man i flere år haft en fire dages uge i forvaltningen med succes. Også her ser man løbende på mulighederne for at udvide ordningen.
Forsøget i Børnehuset Trekløveren er sket som led i projektet ‘En fremtid med fuldtid‘. Det er iværksat af Kommunernes Landsforening og Forhandlingsfællesskabet, der har til formål at få kommunale medarbejdere til at tage flere timer eller gå op på fuldtid.