Del artiklen:
Borgmester Birgit S. Hansen (S) i Frederikshavn og borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) i Aalborg får hver især en pæn løn for deres indsats.
Borgmester Birgit S. Hansen (S) i Frederikshavn og borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) i Aalborg får hver især en pæn løn for deres indsats. - Foto: Frederikshavn Kommune/Aalborg Kommune

Formandskaber og bestyrelsesposter er med til at gøre lokalpolitikere i Region Nordjylland vellønnede. Frederikshavn-borgmesteren er holdt op med at dukke nakken, for ‘lønnen er fair’, siger hun.

Af Caroline Ryberg Albæk, Journalist, caroline@nb-medier.dk

Selvom man er borgmester i en kommune, der ikke er blandt Danmarks største, er det muligt samlet at få sig en pæn løn. Det viser en opgørelse, som NB-Kommune har foretaget.

Borgmester i Frederikshavn Birgit Stenbak Hansen (S) er en af dem, der får en pæn løn målt på samlede vederlag. Med et formandskab i KL samt andre poster ud over borgmesterhvervet har Birgit S. Hansen en samlet årsløn på 1.474.527 kroner. 

Frederikshavn-borgmesterens samlede vederlag ligger rundt regnet en kvart million kroner om året over gennemsnittet for lokalpolitikere med poster i KL (Kommunernes Landsforening). Her er gennemsnittet for samlede vederlag om året – blandt de 30 mest vellønnede: 1.228.711 kr.

Birgit S. Hansen mener, at hendes løn er helt fair. 

“Jeg har hverken hænderne over hovedet eller skammer mig over den løn, jeg modtager. Jeg er tilfreds,” siger Birgit S. Hansen til NB-Kommune.

(Artiklen fortsætter under grafikken) 

En arbejdsuge kan for Frederikshavn-borgmesteren snildt ligge på 60 timer eller mere. Fra tidlig morgen til sen aften i hverdagene – lige på nær fredag, hvor hun gerne prioriterer at lukke ned klokken 16 – er programmet tæt pakket. Weekender er ofte også lig med arbejde, eksempelvis på grund af deltagelse i arrangementer og tilgængelighed for pressen.

“Jeg er holdt op med at dukke nakken, for jeg arbejder rigtig meget. Og uden det skal lyde som om, at jeg søger medfølelse, så har de mange arbejdstimer en pris. Der er mange forældremøder, jeg igennem tiden ikke har deltaget i, fordi jeg har arbejdet,” fortæller Birgit S. Hansen til NB-Kommune.

(Artiklen fortsætter under grafikken)

Frederikshavn-borgmesteren fortæller, at hun en enkelt gang er blevet mødt med kritik af, at hun burde passe sit job som borgmester, og droppe sine bijob. Men det er en fejltolkning, hvis folk tror, at bijob er en hæmsko, mener borgmesteren. 

“Jeg bliver en bedre borgmester af at lave de ting, jeg gør ved siden af. Blandt andet fordi jeg danner relationer og oparbejder viden, som gavner Frederikshavn Kommune,” lyder det fra borgmester Birgit S. Hansen. 
 
Eks-borgmester og rådmand med i top 30

Selvom Hjørring-politikeren, Arne Boelt (S), ikke længere er borgmester, men byrådsmedlem, er han stadig med i top 30 over KL-politikere, der tjener mest.

Samlet set får Arne Boelt en årsløn for sine politiske forbundne hverv på lige knap en kvart million kroner. Cirka halvdelen skyldes, at han er medlem af repræsentantskabet og bestyrelsen i pensionskassen ATP, hvilket udløser 134.614 kr. årligt. Til hverdag er Arne Boelt nu forsikringskonsulent i forsikringsselskabet Vendsyssel.

Læs også:
Hvem har gode 'ben' i KL?

På listen over de KL-politikere, der samlet set tjener mest, finder man også rådmand i Aalborg, Per Clausen (EL). Han tjener årigt 619.182 kr. som rådmand og medlem af KL’s bestyrelse og KL’s Klima- og Miljøudvalg. 

Han gør sig også bemærket ved at være eneste Enhedslistemand på top-30 over de mest vellønnede politikere med poster i KL-regi.