En række yderkommuner og vestegnskommuner har et markant fald i de samlede indtægter i 2023 i forhold til 2022. Se udviklingen i alle kommuners indtægter her.
Af Peter Risager, peter@nb-medier.dk
Hvis Brøndby Kommune skal have samme resultat på bundlinjen i 2023 som i 2022, så skal kommunen spare hele 2.834 kroner pr. indbygger, svarende til 46 millioner kroner.
Det viser tallene fra Indenrigs- og Boligministeriets meddelelse om tilskud og udligning, skriver NB-Økonomi.
Lolland, Albertslund og Morsø skal finde en lignende besparelse. Dermed er det nogle af landets dårligst stillede kommuner, som får et stort fald i indtægterne i 2023. Udover de kommuner, er det kommuner med høje stigninger i folketallet, der har et stort fald i indtægterne pr. indbygger. Det gælder eksempelvis kommuner som Høje-Taastrup, Hillerød og Horsens.
De to sidstnævnte har faktisk som nogle af blot 17 kommuner en samlet stigning i indtægterne fra 2022 til 2023. Men fordi folketallet stiger så meget, som det gør, så oplever de to kommuner et relativt stort fald i indtægterne pr. indbygger.
Indtægterne er i denne sammenhæng opgjort som indkomstskat, grundskyld, selskabsskat samt tilskud og udligning.
Kommunerne har derudover enkelte andre indtægter, men de fire parametre udgør 97,4 procent af kommunernes samlede indtægter – i alt 413,5 ud af 424,1 milliarder kroner.
Men selvom de fire parametre står for langt størstedelen af kommunernes indtægter, så er en nedgang i indtægterne ikke ens betydende med, at kommunerne må ud i en sparerunde for at få næste års budget til at gå op. I eksempelvis Glostrup har man i 2022 en overnormal indtægt fra selskabsskat, og dermed kan kommunen bruge den indtægt til at polstre kommunekassen, for så at vende tilbage til et mere normalt niveau til næste år.
Faldet i kommunernes indtægter under ét skyldes, at kommunerne til næste år forventes at have lavere udgifter end de har i indeværende år. Det skyldes især lavere udgifter til overførsler som følge af en lavere ledighed.
Hvis kommunerne derfor har et landsgennemsnitligt fald i udgifterne og et fald i indtægterne, der er lavere end landsgennemsnittet, så kan kommunen glæde sig over, at kommuneøkonomien samlet styrkes trods de lavere indtægter.
Til gengæld er tallene rigtig dårligt nyt for de kommuner, der allerede i år bruger deres indtægter, og som ikke har udsigt til at få en besparelse fra lavere ledighed til næste år. De kan blive tvunget i hårde sparerunder til efterårets budgetforhandlinger for at få 2023-budgettet til at hænge sammen.
Se i kortene herunder, om din kommune kan se frem til en øget eller faldende indtægt i 2023 i forhold til 2022.