Et enigt ansættelsesudvalg har udpeget Hjørring Kommunes nye kommunaldirektør. Det bliver Leif Johannes Jensen, som p.t er konstitueret i jobbet.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Borgmester Søren Smalbro (V) er glad for beslutningen om at fastansætte Leif Johannes Jensen i stillingen.
”Det er godt for en kommune som vores, at der også blandt topledere er interesse for at være her. Det kan vi være stolte af. Så når vi i den konkurrence vælger Leif, er det fordi, han har de helt rette kompetencer kombineret med et stærkt strategisk overblik og et indgående kendskab til Hjørring Kommunes organisation.”
“Det gør ham i stand til at varetage vores kommunale og erhvervsmæssige interesser i både national og international sammenhæng,” siger borgmester Søren Smalbro og fortsætter:
“Og så ved vi, at vi med Leif får en kommunaldirektør, der har Hjørring i hjertet sammen med evnen og engagementet til at bringe os godt videre,” siger borgmesteren.
Den nyslåede kommunaldirektør har mange års erfaring som både chef og direktør for forskellige forvaltninger i Hjørring Kommune. Og nu glæder han sig til at trække i arbejdstøjet:
”Hjørring Kommune er en spændende arbejdsplads. Jeg ser frem til det fortsatte samarbejde med byrådet, ledere og medarbejdere om at gøre kommunen til et endnu bedre sted at være borger og drive virksomhed,” siger Leif Johannes Jensen.
Blå bog – Leif Johannes Jensen
Økonomi- og Arbejdsmarkedsdirektør i Hjørring Kommune siden 2011.
Siden 1998 – Forskellige cheffunktioner i Hjørring Kommunes Sundheds-, Ældre- og Handicapforvaltning samt Børne-, Fritids- og Undervisningsforvaltningen
1995-1998 – Fuldmægtig Aarhus Kommune
1995 – Uddannet i statskundskab ved Aarhus Universitet
1988-2001 – Uddannet reserveofficer i hæren