Privat initiativ vil skabe Danmarks første museum for Søren Kierkegaard
Del artiklen:
Kierkegaard-forsker Joakim Garff (der her ses i en yngre udgave) er blandt initiativtagerne til at prøve at få etableret et Kierkegaard-hus. - Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix (arkiv)
En gruppe af Kierkegaard-kendere tager initiativ til at etablere et museum tilegnet den verdensberømte danske filosof. Kommunen til museet er også udvalgt.
H.C. Andersen har haft sit eget museum siden 1908, og forrige år åbnede H.C. Andersens Hus i Odense sin splinternye arkitekttegnede bygning med 5600 kvadratmeters udstilling tilegnet den folkekære odenseanske forfatter.
Også N.F.S. Grundtvig har et mindre museum og en højskole og en kirke opkaldt efter sig. Men hvorfor er samme ære ikke tilfaldet den verdensberømte danske filosof Søren Kierkegaard?
Det vil en initiativgruppe ifølge Kristeligt Dagblad nu forsøge at ændre på. De ønsker at etablere et hus tilegnet den danske tænker, der er kendt i store dele af verden som en af eksistentialismens hovedfilosoffer.
Initiativgruppen består af Joakim Garff, der er centerleder for Søren Kierkegaard Forskningscenteret, sognepræst Pia Søltoft, filosof og Kierkegaardoversætter Giulia Longo og sekretariatschef Morten Kruse.
Initiativgruppens logo. (Grafik: Giulia Longo)
På Facebook har de oprettet gruppen ‘Støt et Søren Kierkegaard Hus i København’, som i skrivende stund har 362 medlemmer.
I lighed med H. C. Andersen skal Kierkegaard da have et hus
Det var Morten Kruse, sekretariatschef i Skole og Forældre, der i vinter kontaktede Joakim Garff for at tage initiativ til gruppen.
”Søren Kierkegaard er, sammen med H.C. Andersen, en af de suverænt mest kendte og indflydelsesrige danskere, også internationalt. Derfor finder vi det passende at arbejde for, at også han i lighed med H.C. Andersen skal have et hus tilegnet sig,” siger Morten Kruse til Kristeligt Dagblad.
En grund til den manglende repræsentation i den danske offentlighed kan meget vel have at gøre med Søren Kierkegaards for mange radikale kristentro, siger Peter Tudvad, der er filosof og forfatter og gennem flere år har beskæftiget sig med Søren Kierkegaard og hans samtid.
”Kierkegaard bevæger sig med tiden i en temmelig fanatisk retning, der hænger sammen med en meget radikal kristendom, som de færreste af os bryder os om. Han er ikke bare en inderligt troende kristen, men også en, der virkelig vil have, at evangeliet skal tages på ordet, ellers er det noget pjat og limonade-kristendom. Det kan være vanskeligt at have med at gøre.”
Konsulentfirma har fundet konteringsfejl, som fejlagtigt har belastet servicerammen i 67 kommuner med cirka 600 millioner kroner. Opdagelsen kan muligvis redde kommunerne fra statslige sanktioner for 2022-regnskabet.