
Bortadoptioner som social indsats er steget efter statsministerens anbefaling i nytårstalen 2020, viser tal fra Ankestyrelsen. Samtidig viser en ny vidensindsamling fra VIVE, at børn, der bortadopteres, udvikler sig mere positivt end ved andre anbringelsesformer. Der er dog et men.
Af Steen Houmark, redaktør af OPS-Indsigt, steen@nb-medier.dk
Antallet af adoptioner som social indsats er steget markant siden 2019. Det højeste antal var i 2020, hvor 40 børn blev bortadopteret som en social indsats. Det fremgår af tal fra Ankestyrelsen, skriver NB-Social.
Det er værd at bemærke, at 2020 var det år, hvor statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale netop adresserede adoptioner som en løsningsmulighed, da hun sagde:
”I dag får nogle forældre for mange chancer. Måske i den bedste mening. Men når en 12-årig bliver fjernet fra hjemmet, så ligger der ofte 11 dårlige år bag.”
Kort efter kom hun med en meget klar melding om, hvad hun pegede på, da hun sagde.
”Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile. Det vigtigste. Det helt afgørende for et lille barn. Det er at vokse op med tryghed, kærlighed og stabilitet. Derfor bør flere udsatte børn også bortadopteres. Så de får en reel ny start.”

Tendenslinjen i grafen (den sorte stiplede linje) viser, at der i årene 2011 til 2021 godt nok er sket en stigning i anvendelsen af adoption som social indsats, men set hen over årene ligger det og svinger rimeligt stabilt op og ned mellem 6 og 20 adoptioner.
Det helt store ryk i tendensen sker, hvis man samtidig indregner årene 2020 og 2021, så hæver tendensen sig tydeligt. (den røde stiplede linje)
To kommuner står for 40 procent
Der har de seneste mange år været en øget opmærksomhed på anvendelsen af adoption som social indsats i Danmark. Formålet med adoption som indsats er at sikre stabilitet og kontinuitet for børn, der ellers forventes at ville være anbragt uden for hjemmet i store dele af deres opvækst, fordi det vurderes, at deres forældre ikke vil være i stand til at drage den nødvendige omsorg for dem.
Løsningsmodellen har være kritiseret. I februar trak det for eksempel overskrifter i flere medier, da det i en DR-rundspørge kom frem, at mens nogle kommuner slet ikke bruger muligheden, så står meget få kommuner for en meget stor del af tvangsadoptionerne.
Her viste det sig, at de to socialdemokratiske kommuner, Lolland og Guldborgsund Kommune stod for sammenlagt 41 procent af alle adoptioner som social indsats i Danmark i perioden 2018 til 2021.
Her udtalte formanden for Børne- og Skoleudvalget i Lolland Kommune, Thomas Østergaard (S), at det skyldes, at kommunen har mange socialt udsatte familier, at kommunen har været en af de første til at lytte til de politiske signaler og bruge metoden i større omfang.
Bemærk her, at Thomas Østergaard henviser til de politiske signaler og her kan det meget vel tænkes, at han har statsministerens nytårstale i tankerne.
Thomas Østergaard afviste i øvrigt, at adoptionerne havde noget med økonomi at gøre, selvom kommunen i princippet sparer løn til plejefamilier og en række andre udgifter, når et barn bliver bortadopteret.
”Det gode ved det her system er, at det ikke er kommunerne selv, der bevilliger en given anbringelsesform selv. Og det ligger mig meget på sinde at sige, at vi gør det her for børnenes skyld,” sagde han.
Klare sig generelt bedre end anbragte børn
Men kan man sige noget om, hvorvidt det rent faktisk er fornuftigt med adoptioner som social indsats?
Altså hvordan udvikler adopterede børn og unge sig sammenlignet med jævnaldrende, der er vokset op i andre former for anbringelser? Hvilke faktorer har betydning for stabilitet i adoptioner? Det er nogle af de spørgsmål, der tages op i en ny publikation fra VIVE.
Der er her tale om en vidensindsamling fra forskellige eksisterende forskningsresultater (nationalt og internationalt) og altså ikke et studie, hvor man selve har været i felten og studeret danske forhold ud fra nutidige data indsamlet hos eksempelvis kommunerne.
Vidensindsamlingen viser, at adopterede overordnet set udvikler og klarer sig bedre end børn og unge, der har været anbragt på fx døgninstitutioner eller i plejefamilier.
Adopterede har således en mere positiv udvikling og trivsel sammenlignet med personer, der er vokset op i andre former for anbringelser. Det gælder fx i forhold til kognitiv udvikling og i skolen. De opnår dog ikke de samme resultater som deres jævnaldrende, der ikke har været adopteret eller anbragt, og flere får emotionelle, sociale eller adfærdsmæssige udfordringer.
Der er dog et men
Det er dog værd at bemærke, at videns kortlægningen ikke kan sige noget om, hvorvidt de børn, der adopteres, har andre og evt. bedre forudsætninger end børn, der anbringes i eksempelvis et botilbud.
Endelig indeholder vidensindsamlingen ikke informationer om årsager til eller beslutninger om at anvende adoption frem for en anden indsats og giver derfor ikke mulighed for at belyse denne problemstilling, skriver man i konklusionen.
Det vil sige, man kan ikke sige noget om, hvorvidt eksempelvis økonomi har været drivende for, at nogle kommuner har anvendt denne metode mere end andre.
Tre faktorer som giver stabile adoptioner
En af intentionerne bag adoption som social indsats er at give børn og unge et permanent og stabilt opvækstmiljø for at kompensere for den ustabilitet, de kan have oplevet i deres liv forud for adoptionen.
I studierne træder tre betydningsfulde faktorer frem i relation til stabilitet. For det første barnets alder på tidspunktet for adoptionen, hvor adoption, før barnet er fyldt 3-4 år, kan øge sandsynligheden for stabilitet. For det andet barnets alder på tidspunktet for adoptionsafbrydelsen, hvor teenagealderen fremstår som en særligt sårbar tid. For det tredje peger studierne på, at barnets tidligere anbringelseshistorie kan få betydning, hvor flere anbringelser forud for adoptionen kan øge sandsynligheden for ustabilitet.
Rapporten peger dog på, at disse resultater har en vis usikkerhed, da børn, der adopteres, typisk er yngre end børn, der bliver anbragte. Når barnet anbringes i en senere alder, kan det betyde, at barnet har været eksponeret for udsathed over længere tid, hvilket kan medføre udfordringer (fx emotionelle udfordringer), der kan påvirke stabiliteten.
Herudover peger to studier om støtte til adoptivfamilier på, at støtte både før og efter adoptionen kan spille en positiv rolle i forhold til stabilitet. Disse studier har dog ifølge VIVE flere metodiske udfordringer, da de ikke kan direkte sammenlignes med danske forhold.
I Danmark tilbydes adoptivfamilier støtte gennem PAS (Post Adoption Services) under Ankestyrelsen.