Dyre borgere med komplekse problemer driver udgifterne på socialområdet

Det er særligt borgerne med komplekse psykiske problemer og handicap, der driver udgifterne på det specialiserede socialområde. Det kan man læse i en ny analyse fra Momentum.

Her han man set nærmere på 21 kommuners økonomi på det specialiserede socialområde og undersøgt udgifterne til omkring 9.000 voksne på botilbud, der er en af de største udgiftsposter.

Hvor kommunerne i 2018 brugte fem milliarder på det specialiserede socialområde, brugte de nemlig 5,6 milliarder i 2021. Det skriver NB-Social.

Analysen viser, at det er borgerne på de dyreste botilbud, der driver udviklingen. 20 procent står for 50 procent af stigningen i udgifterne, står der i analysen.

Det samme gør sig gældende for borgere med dyre foranstaltninger. Her er det også blandt de dyre tilbud, der er sket den største stigning. Der er nemlig kommet 25 procent flere tilbud med en pris på over fem millioner, og 56 procent flere med en pris mellem to og fem millioner.

Den pointe bliver også understreget af ovenstående figur, der viser, at det særligt er de ti procent dyreste, der driver udgifterne.

Ifølge kommunerne er en af de helt store udfordringer, at borgerne er ramt af flere komplekse psykiske problemer og handicap – ofte flere diagnoser på en gang. Det sætter store krav til indsatsen. 

Udfordringen er altså ikke, at der kommer mange flere borgere. Men de borgere, der er i tilbuddene, bliver dårligere.

Centralt for økonomiforhandlingerne

Analysen falder dagen før KL’s borgmestermøde, der finder sted tirsdag, og skal ses i sammenhæng med økonomiforhandlingerne mellem KL og regeringen.

Generelt er de stingende udgifter på det specialiserede socialområde en stor udfordring, der gennem flere år har optaget borgmestrene. Derfor er det også afgørende, hvad regeringen og KL kommer frem til i økonomiforhandlingerne.

For hvor regeringen på den ene side med deres forslag om specialeplanlægning lægger op til en sikring af den højt specialiserede indsats – hvilket ifølge Ulrik Wilbek taler forventningerne op hos borgerne uden at tilføre kommunerne flere midler – kan man læse, at kommunerne fra 19 til 21 har øget budgetterne med 4,2 milliarder kroner. Det uden at pengene er fulgt med.

Regeringen har i samme periode tilført kommunerne 5,8 milliarder, men her er pengene stort set kun gået til at håndtere den demografiske udvikling. Kun 1,5 milliarder var afsat til et serviceløft af blandt andet socialområdet. Men da udgifterne på socialområdet i kommunerne generelt var så store, var det afsatte beløb ikke nok, og man har måtte finde pengene ved andre velfærdsområder.

Konsekvenser for velfærden

Regeringen lægger med sit udspil om specialeplanlægning op til, at kommunerne skal bruge pengene bedre. Men ifølge professor Jakob Kjellberg fra VIVE, er det jo ikke fordi, kommunerne ikke bruger pengene fornuftigt i dag.

“Man går jo ikke og bruger penge uklogt, fordi man synes, det er sjovt. Folk går jo og gør det så godt, som man kan. Men kan man godt gøre ting anderledes? Det kunne man helt sikkert. Kan man lære af hinanden? Ja, det kan man godt. Hvorfor er det så svært? Det er jo et område, hvor vi ikke ligefrem vælter os i gode data og analyser,” siger han.

Kjellberg sidder i regeringens og KL’s ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger til en bedre styring af udgifterne til socialområdet ude i kommunerne. Han oplyser dog, at ekspertudvalget ikke har mødtes endnu, hvilket gør det svært at komme med foreløbige anbefalinger.

Det får dog konsekvenser for velfærden, når kommunerne mangler penge til det specialiserede socialområde, mener Kjellberg.

“Det er jo vilkårene, hvis man ikke på én eller anden måde reducerer væksten i forhold til de penge, man får til demografien. Der kommer jo lidt penge til kommunerne hvert år, vi skal jo heller ikke gøre katastrofen større. Men det er klart, at det specialiserede socialområde er et område, der vokser relativt hurtigt i forhold til den økonomi, man har, så kommer det jo til at gå ud over ældreplejen eller skolen, eller hvad man nu vælger at prioritere,” siger Jakob Kjellberg.

“Sådan er virkeligheden jo i den hårde jernindustri – herunder også kommunerne.”

Mere håndholdt og øremærket regime

Hvad kan man så gøre for at styre udgifterne på socialområdet? VIVE’s Niels Jørgen Mau Pedersen peger på to løsningsmodeller.

“Enten kan man jo gå den vej, som man gør med for eksempel minimumsnormeringer, det vil sige gå over i det mere håndholdte og øremærkede regime. Det gjorde man jo på sin vis, da man øgede den centrale refusionsordning for særligt dyre enkeltsager. Den blev forstærket med udligningsreformen. Det er jo på en måde – altså hvis man går videre af den vej – så er det jo indirekte en måde, hvor staten overtager noget af ansvaret. For så er det jo øremærkede penge, som man skal have revideret fra statslig revision og så videre,” siger Niels Jørgen Mau.

Mau tror dog ikke, at hverken KL eller regeringen er interesseret i den løsning.

Den anden løsning handler om, at man laver en mere rummelig økonomiaftale.

“Jeg kan ikke se, at man kan gøre så meget andet, end at diskutere, hvor rummelig den her økonomiaftale skal være. Regeringen vil jo nok sige, at de har forsøgt at gøre den rummelig ved at give til den demografiske kompensation. Det gør jo alt andet lige økonomiaftalerne mere rummelig. Nu er der så bare det problem, at det specialiserede socialområde jo ikke har så meget med demografi at gøre,” siger Mau og fortsætter:

“Det bliver vel i sidste ende spørgsmålet om, at man må give pengene på en anden måde og sige, at okay så må I få en halv milliard eller en milliard, men uden vel og mærket at gøre det øremærket.”

Rettelser: Pointen om de 1,5 milliarder til serviceløft af blandt andet at socialområde er blevet uddybet, så det er tydeligt, at der ikke isoleret var tale om et løft af socialområdet.