Sparerunde på vej: Lægger op til at barbere forvaltning og antal chefer
Del artiklen:
Der skal spares penge i Albertslund Kommune, og det kan føre til sammenlægninger i forvaltningerne og på chefgangene. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Kommunalbestyrelsen i Albertslund Kommune skal tage stilling til et forslag, der vil lægge forvaltninger sammen fra ni til syv, hvilket samtidig betyder færre afdelingsledere.
Sammenlægninger af forvaltninger og færre ansatte på chefgangene.
Det er første del af en række konkrete forslag fra Økonomiudvalget i Albertslund, der skal finde besparelser på den kommunale drift for 100 millioner kroner. Det skriver Albertslund Posten.
Beslutter byrådet sig for at godkende forslaget vil det betyde, at ni afdelinger bliver til syv: Afdeling for Sundhed, Pleje og Omsorg og Afdeling for Voksen og Social sammenlægges og bliver til Afdeling for Ældre, Sundhed og Social.
På samme måde vil Afdeling for Dagtilbud og Afdeling for Børn og Familie sammenlægges og blive til Afdeling for Dagtilbud og Familie. Derudover flyttes PPR fra Afdeling for Skole og Uddannelse til Afdeling for Dagtilbud og Familie.
Som en sidste del af spareøvelsen bliver Den Kriminalpræventive Enhed (DKE) en del af Afdeling for Kultur, Fritid og Erhverv.
Det vil automatisk føre til afskedigelse af to chefer. På et kommunalbestyrelsesmøde mandag blev det besluttet at sende forslaget til høring blandt ansatte og de faglige organisationer.
Albertslund Kommunes udgifter til administration og ledelse ligger over landsgennemsnittet. Det fremgår af de seneste tal fra Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkingenhed fra 2021. Her viser tallene, at kommunen i 2020 brugte 12.200 kroner på administration og ledelse pr. indbygger. Det er 3.000 kr. mere pr. borger mere end gennemsnittet.
Enhedslistens Helge Bo Jensen godkendte forslaget med begrundelsen, at der kan være gevinster at hente med besparelserne:
“Der er mange ledelseslag i de kommunale organisationer, som godt kunne trænge til et mere grundlæggende eftersyn. Vi synes, der er behov for at få flere selvstyrende teams og større indflydelse for medarbejderne. Og så har vi nok også brug for færre ledere i organisationen,” sagde Helge Bo Jensen, inden forslaget blev besluttet at sende til høring.
Tidligere borgmester og kommunaldirektør i Fredericia kan ånde lettet op. Anklagemyndigheden vurderer, at det ved en domstol ikke vil kunne bevises, at de to er skyldige i forsømmelse.