
Danmark har i alt fire EU-forbehold. 1. juni er der afstemning om forsvarsforbeholdet.
På biblioteker og borgerservicekontorer har de travlt med at bistå vælgere, der vil krydse ja eller nej til at ophæve det danske forsvarsforbehold.
I de fire største kommuner, København, Aarhus, Odense og Aalborg, stiger brevstemmerne i forhold til antallet ved afstemningen om retsforbeholdet i 2015.
Knap tre uger før afstemningsdagen 1. juni har 3607 borgere i Københavns Kommune brevstemt. På samme tidspunkt i 2015 var antallet 736 – det svarer til en femdobling.
LÆS her mere om afstemningen:
* Onsdag 1. juni er der folkeafstemning om forsvarsforbeholdet.
* Vælgerne skal beslutte, om de vil stemme ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar.
Danmark har i alt fire EU-forbehold. Udover forsvarsforbeholdet drejer det sig om:
* Retsforbeholdet. Det var til afstemning i 2015. 72 procent af vælgerne stemte. Det blev et nej til at ophæve forbeholdet.
* Euroforbeholdet. Det var til afstemning i 2000. 87,6 procent af vælgerne stemte. Det blev et nej til at ophæve forbeholdet og indføre euroen i Danmark.
* Forbehold om unionsborgerskab. Det er reelt uden indhold, da den garanti i dag gælder for borgere i alle EU-lande.
Kilder: Ritzaus valgkompendium “Folkeafstemning om forsvarsforbeholdet”.
/ritzau/