Forhandlingerne om økonomiaftalen for 2023 kan blive meget vanskelige, fordi KL grundlæggende vil have regeringen til at droppe sin fortælling om, at Socialdemokratiet sikrer borgerne bedre velfærd.
Af Arne Ullum, arne@nb-medier.dk
Forhandlingerne om kommunernes økonomiaftale mellem regeringen og KL kan meget vel ende som nogle af de sværeste siden det store konfliktår i 2015, hvor den daværende V-regering ville indføre omprioriteringsbidraget.
Forklaringen på at forhandlingerne om 2023 aftalen kan blive endog meget svære er, at konflikten kun indirekte handler om penge, og primært om at kommunerne nægter at acceptere regeringens grundlæggende fortælling om udviklingen i velfærden i Danmark.
Populært sagt vil regeringen fortælle historien om, at den Socialdemokratiske regering sikrer danskerne uændret eller endda bedre velfærd, fordi den dækker det såkaldte demografiske træk – altså udgiften til flere børn og ældre.
Modsat vil kommunerne have regeringen til at fortælle danskerne, at der ikke er råd til at dække kommunernes ekstra udgifter til både demografi og hjælp til flere og dyrere personer med handicap. Derfor må borgerne indstille sig på en lidt dårligere offentlig service i 2023.
Striden om fortællingen griber dybt ind i de to parters selvforståelse og dagligdag.
Regeringen leder efter smertefrie besparelser
For regeringen er det afgørende at fastholde fortællingen om, at velfærden er sikret med en Socialdemokratisk regering. Derfor er der ikke plads til historier om effektiviseringer, prioriteringer og besparelser, som rammer vælgerne.
Tallene arbejder imidlertid imod regeringens fortælling. Både KL og Finansministeriet er enige om, at flere børn og ældre udløser en regning på 1,25 milliard kroner, og det er også rimelig uanfægtet at det specialiserede socialområde stiger med cirka 800 millioner kroner om året.
Så umiddelbart skulle regeringen give kommunerne godt to milliarder mere til service for at opretholde uændret velfærd. Men så mange penge er der ikke i råderummet og derfor forsøger regeringen at finde effektiviseringer, som ikke rammer borgerne.
Problemet er blot, at regeringen har svært ved at finde den slags helt smertefrie effektiviseringer, og derfor hiver de endnu en gang fat i besparelser på de i befolkningen upopulære konsulenter. Men der er allerede indregnet besparelser på en milliard kroner på den konto frem til 2025.
KL vil have forventningsafstemning
For borgmestrene og byrådene er det afgørende at få en realistisk afstemning af borgernes forventning til udviklingen i den kommunale service. Ifølge KL’s opfattelse, så skal både regeringen og kommunerne ærligt fortælle borgerne, at pengene ikke rækker til at betale for både flere børn og ældre samt opdriften i handicapområdet.
Det er en gammel sandhed, at borgernes tilfredshed er ligeligt styret af forventningerne i forhold til den faktisk leverede service. Nye data fra en undersøgelse foretaget af KL viser, at næsten otte ud af ti borgere forventer bedre eller uændret service i 2023. Og når kommunerne ifølge deres egen opfattelse ikke får de nødvendige penge til at opretholde uændret service – ja så er det tekstbogslogik, at borgernes utilfredshed med deres kommunalpolitikere stiger.
KL’s utilfredshed er bygget op over snart tre år
Kommunernes utilfredshed med det de opfatter som regeringens dækningsløse velfærdsløfter til danskerne er reelt bygget op over tre år.
Det startede for alvor i januar 2020, da den daværende social- og ældreminister Astrid Krag holdt en tale på det kommunaløkonomiske topmøde KØF, hvor hun i ret bramfri vendinger kritiserede de kommuner, som gennemførte sammenlægninger af daginstitutioner, skoler og plejecentre.
Coronakrisen satte midlertidigt konflikten mellem regeringen og KL på pause, men i foråret 2021 var utilfredsheden med regeringsens og Folketingets mange velfærdsløfter og kritik af kommunernes besparelser nået et punkt, hvor et stort flertal af borgmestre tvang KL’s top til at kræve ikke mindre end 5,5 milliarder kroner til handicapområdet.
Da regeringen hældte KL’s krav ned ad brættet, så fik KL en formulering ind i kommuneaftalen for 2022, hvor regeringen vedgik, at der var behov for prioriteringer på alle velfærdsområder for at finansiere de stigende udgifter til demografi og handicapområdet.
Allerede tre dage efter løb regeringen fra aftalen, da socialminister Astrid Krag på landsækkende radio på baggrund af den netop indgåede kommuneaftale lovede et løft af handicapområdet og ingen besparelser på de øvrige velfærdsområder.
Konklusionen i KL var klar: I fremtiden skal økonomiaftalerne med regeringen være så klare i formuleringerne, at ingen ministre kan løbe fra dem.
Det er formentligt i det lys man skal se KL-formanden Martin Damms meget bastante afvisning af, der kan indgå yderligere effektiviseringer fra mindre forbrug af konsulenter. KL har de seneste år accepteret konsulentbesparelserne selvom kommunerne reelt ikke tror på, at der er mange penge at hente på den konto.
Det skete som led i en mangeårig tradition for, at regeringen får lov til at flage en eller flere af sine mærkesager, så længe regeringen ikke undsiger den grundlæggende aftale.
Men tilliden hos kommunerne til at regeringen ikke vil bruge konsulentbesparelser til at undsige den grundlæggende aftale er stort set væk. Derfor forsøger KL at lukke ned for elementer i aftalen, som regeringen kan bruge til at undvige en erkendelse af, at danskerne i 2023 må indstille sig på lidt dårligere offentlig service.
Begge parter er under pres
Bag den usædvanligt bastante afvisning fra KL ligger også, at KL-toppen er underlagt et meget massivt pres fra især borgmestrene, som ganske enkelt ikke vil acceptere endnu en aftale, hvor regeringen går ud over lover danskerne mere velfærd, mens borgmestrene skal tage tæskene, når kommunerne ikke har råd til at levere den bedre service.
Finansminister Nicolai Wammen er under et mindst lige så massivt pres fra statsministeriet for at levere en aftale, som kan sikre, at Socialdemokratiets velfærdsfortælling står uanfægtet frem mod det folketingsvalg, som skal afholde senest fjerde juni 2023.
Umiddelbart er de to synspunkter meget svære at forene, og derfor er det langt sværere end en strid om penge. Normalt ville gode forhandlere tænke i en lidt forblommet tekst, som begge parter kunne fortolke lidt i deres retning uden at den fælles forståelse.
Men den slags løsninger kræver stor tillid mellem parterne. Og den tillid er væk – ikke mindst fordi borgmestrene ikke tror på, at finansminister Nicolai Wammen har magten til at sikre loyal opbakning bag en aftale fra de øvrige ministre og især social- og ældreminister Astrid Krag.
