Forslag fra Københavns overborgmester om anlægsrammen kan løse flere problemer for både KL og finansministeren i svær forhandling om anlægsrammen for 2023. Det skriver NB-Mediers chefredaktør i denne analyse.
Af Arne Ullum, arne@nb-medier.dk
Når Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) i NB-Kommune lancerer et forslag om, at grundkøb til byggeri af offentlige institutioner ikke længere skal medregnes i anlægsrammen, så er det første gang hovedstaden åbent blander sig i debatten om krisen i den faseopdelte budgetproces.
Det er åbenlyst, at forslaget især vil gavne Københavns Kommune, af den simple årsag, at en byggegrund til en daginstitution, skole eller plejecenter koster mange gange mere med grundpriserne i København end i en yderkommune.
Men forslaget kan også blive en vigtig hjælp til KL (Kommunernes Landsforening) i de kommende forhandlinger om en økonomiaftale, hvor anlægsrammen syntes at blive det måske varmeste emne – sammen med KL’s krav om, at regeringen skal vedstå og forsvare behovet for reformer og effektiviseringer i kommunerne.
Samtidig er det en styrke for KL, at forslaget kommer fra netop overborgmesteren i København. Efter et ydmygende kommunalvalg i de store universitetsbyer, så er det sidste Socialdemokratiet og finansminister Nicolai Wammen har brug for en kritisk flanke bestående af borgmestrene i de store byer.
Storby-borgmestrene er sådan set mere end kritiske nok mod en partitop, som i sin iver efter at favorisere yderkommunerne brændte partiets stærke bastioner i byerne ned. Og derfor vil Wammen have en interesse i at finde noget, som han kan give borgmestrene i de store byer.
Finansminister har brug for lav anlægsramme
Set ud fra KL’s synspunkt, så kan Hæstorps forslag blive lidt af et columbusæg, der løser to store problemer, som truer det kommunale sammenhold.
Det første problem er, at regeringen med den seneste justerede prognose for dansk økonomi har forpligtet sig til at bekæmpe en truende deflation med lav vækst og høje prisstigninger. Hovedtesen er, at deflation skal bekæmpes ved at bremse inflationen.
Med fastkurspolitikken er en isoleret dansk renteforhøjelse helt uden for skiven, og det efterlader fokus på finanspolitikken, som nødvendigvis skal være stram de kommende år for ikke at hælde endnu mere af den dyre benzin på inflationsbålet.
Regeringen har ikke flertal for at hæve skatterne, og tanken om direkte nedskæringer i det offentlige forbrug er også udelukket i regeringens evige kamp for at vinde velfærdsdagsordenen.
Det efterlader i stort omfang fokus på anlægsudgifterne, som også forstærkes af, at bygge- og anlægsbranchen er et af de mest overophedede områder i økonomien.
I den sammenhæng er det interessant, at regeringens økonomer på trods af forslaget om massive fremrykninger af den grønne omstilling for at mindske afhængigheden af russisk energi ikke har indregnet de afledte anlægsudgifter i den opdaterede økonomiske prognose.
Dermed skal regeringen enten satse på et fald i de private investeringer i byggeri og anlæg, eller også må regeringen stramme op om udgifterne til de traditionelle offentlige anlæg. Selvom kommunernes anlæg objektivt set ikke fylder meget i de samlede anlægsinvesteringer, så vil finansministeren næppe være klar til at brænde en stor del af det finanspolitiske råderum af ved at øge kommunernes anlægsramme.
Allerede på pressemødet om den nye økonomiske prognose mindede finansministeren elegant om, at kommunerne jo fik lov at fremrykke anlægsinvesteringer under corona-krisen. I det lå der et underforstået budskab om, at der så burde være plads til at skære ned i anlægsrammen.
Kan give provinsborgmestre en sejr
KL’s andet problem er, at stadig mere højlydte protester over fordelingen af anlægsrammen fra nogle af de provinsborgmestre, som kom til penge ved reformen af den kommunale udligning i 2020. Kernen i protesterne er, at København med knap 12 procent af befolkningen de seneste år er løbet med cirka 25 procent af anlægsrammen.
Her kommer columbusægget fra Hæstorp elegant på banen.
Hvis finansministeren accepterer, at køb af byggegrunde til anlægsopgaver ikke tæller med i anlægsrammen, så kan han nemmere fastholde en uændret anlægsramme (hvilket de facto vil være en beskæring på grund af de heftigt stigende anlægsudgifter).
Der findes ikke noget klart skøn for, hvor mange penge der indgår i Hæstorps forslag, fordi det afhænger af, om det alene bliver køb af byggegrunde til institutioner, som bliver undtaget, eller det også vil gælde jordkøb til byggemodning.
Men uanset udformningen, så vil en de facto nedskæring i anlægsrammen formentligt ikke ramme København og til dels Aarhus og Odense, hvis Hæstorps forslag kommer igennem, fordi netop de kommuner vil have stor fordel af ikke at skulle indregne køb af grunde til institutionsbyggerier.
Dermed kan især København aflevere lidt anlægsramme til de vrede provinsborgmestre uden, at kommunen reelt skal reducere sin andel af anlægsrammen, hvis man indregner fordelen af en ny opgørelse af udgifter til byggegrunde.
Men det er så kompliceret, at provinsborgmestrene vil opleve, at især København afleverer noget af sin anlægsramme, og dermed har de vundet en sejr, som gøre det nemmere at komme hjem i byrådet og forsvare en aftale om fordelingen af anlægsrammen.
Her kan provinsborgmestrene forklare, at det var finansministeren, som ikke ville øge anlægsrammen, men det er ikke så slemt, efter de satte Hæstorp stolen for døren og fik reduceret “hovedstadens urimeligt store anlægsramme”, som de vil udtrykke det.
Slutfacit vil være, at alle har vundet en sejr, og KL vil få lidt lettere ved at få den faseopdelte budgetproces på plads.
