Kun de to medlemmer af Enhedslisten i byrådet i Odense stemte for et forslag om at afskaffe honorarer for bestyrelsesarbejde udført af fuldtidslønnede politikere på kommunens vegne. - Foto: Odense Kommune
Enhedslisten i Odense fik ikke opbakning til et forslag om, at alle politikere på fuldtid skal aflevere deres honorarer for bestyrelsesarbejde på kommunens vegne. ‘Vi er meget skuffede. Ikke mindst i forhold til SF og R,’ siger forslagsstiller.
Enhedslisten i Odense fik på et byrådsmøde i aftes, onsdag, ingen opbakning til et forslag om at begrænse politikeres fortjeneste på bestyrelsesposter – ‘ben’ om man vil. Ingen byrådsmedlemmer udover Enhedslistens stemte forslaget.
“Vi er meget skuffede. Ikke mindst i forhold til SF og R. De stemte jo for et lignende forslag i 2017,” siger Reza Javid, som er byrådsmedlem i Odense for Enhedslisten.
Som omtalt i NB-Kommune havde Enhedslisten rejst forslag om, at borgmesteren, som nu er Peter Rahbæk Juel (S), og de seks rådmænd i Odense ikke skal modtage honorarer for deres bestyrelsesposter i for eksempel forsyningsselskaber eller institutioner. Honorarerne skal i stedet afleveres og sættes i en pulje under Rådet for Socialt Udsatte i Odense og anvendes til at forbedre forholdene for de mest udsatte borgere i kommunen.
Ifølge Reza Javid argumenterede byrådsmedlemmerne fra SF og Radikale “ikke ordentligt” for, hvorfor de to partigrupper havde skiftet holdning, siden de i 2017 stemte for et lignende forslag.
“De socialdemokratiske byrådsmedlemmer brugte deres taletid på at sige, at det er manglende respekt for andres bestyrelsesarbejde at rejse sådan et forslag. Og de skældte os ud for, at nogle medier har beskyldt politikerne i Odense for pamperi,” fortæller Reza Javid og fortsætter:
“Byrådsmedlemmerne fra de borgerlige partier blandede sig slet ikke i debatten. De var fuldstændig tavse og stemte bare imod.”
Andet forslag også nedstemt
Enhedslisten vil også have afskaffet den faste løn til 1. viceborgmesteren, som nu er Andreas Møller (NB). Men også dette forslag blev hældt ned ad slisken af de øvrige partiet i byrådet.
“Første viceborgmester har ingen faste opgaver eller møder. Vedkommende varetager opgaver, hvis borgmesteren er fraværende. Det betyder, at der er perioder, hvor 1. viceborgmesteren modtager vederlag med ganske få arbejdstimer eller uden at varetage nogle arbejdsopgaver,” har Reza Javid tidligere udtalt og uddybet:
“Enhver kan se, at en fast løn på 97.353 kroner om året, uanset om man laver noget for pengene eller ej, er urimelig. Vi foreslår derfor, at vederlaget til 1. viceborgmester fastsættes til et beløb, som afspejler de reelt udførte opgaver og tidsforbrug.”
Randers og Herning kommuner vil i de kommende tre år tilbyde unge at finde deres egen vej videre i livet. De stiller både netværk og op til 60.000 kroner til rådighed for, at de sårbare unge kan lykkes.