Del artiklen:
Administrerende direktør i Københavns beskæftigelses- og integrationsforvaltning Line Nørbæk havde onsdag sidste arbejdsdag, skriver hun på LinkedIn. Hun blev efter mindre end et år i jobbet fyret af borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard.
Administrerende direktør i Københavns beskæftigelses- og integrationsforvaltning Line Nørbæk havde onsdag sidste arbejdsdag, skriver hun på LinkedIn. Hun blev efter mindre end et år i jobbet fyret af borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Administrerende direktør i beskæftigelses- og integrationsforvaltningen i København, Line Nørbæk, er blevet fyret. Det er den anden ud af tre direktører, borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard skiller sig af med inden for tre måneder.

Af Helle Schøler Kjær, helle@nb-medier.dk

Den øverste chef for Københavns beskæftigelses- og integrationsforvaltning, Line Nørbæk, er blevet fyret. Det fortæller hun selv på et socialt medie. 

“Borgmesteren har ønsket sig en anden profil i stillingen som administrerende direktør, og jeg har derfor haft min sidste dag på det smukke rådhus🏰,” skriver Line Nørbæk på LinkedIn og slår dermed fast, at det var beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) og ikke hende selv, der ønskede at afslutte samarbejdet.

Dermed følger hun en anden direktør ud af rådhusets brede døre. For midt i oktober fyrede Lonning-Skovgaard de facto en af to fagdirektører på området, kun få timer efter en artikel i Berlingske, der viste sig at indeholde en række unøjagtigheder.

Læs også:
Direktør frataget ansvarsområde: Politisk og juridisk efterspil i gang

Det er borgmesteren selv, der har ansat de to direktører. 

Line Nørbæk fik mindre end et år i stillingen. Hun blev ansat 1. april 2021 efter en karriere som kontorchef i Erhvervsministeriet og i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Senest havde hun ansvaret for den decentrale erhvervsfremmeindsats, turisme og en række erhvervspolitiske styrkepositioner.

Ved ansættelsen sagde Cecilia Lonning-Skovgaard om Line Nørbæk:

“Jeg glæder mig til at få Line ombord i BIF. Hun har et skarpt blik for samspillet mellem erhvervsliv og beskæftigelse, som der i dén grad er brug for, når vi skal have kickstartet København efter coronakrisen.”

Den tidligere fagdirektør Marianne Sørensen blev ansat af borgmesteren den 1. december 2019. Hun fik dermed mindre end to år i jobbet og kom fra en stilling som direktør i Digitaliseringsstyrelsen.

Om Marianne Sørensen sagde Lonning-Skovgaard ved ansættelsen:

“Vi har valgt Marianne Sørensen, fordi hun har stærke ledelseskompetencer og stor gennemslagskraft. Jeg tror på, at hun med sit drive, personlighed og store erfaring kan levere stærke resultater sammen med resten af direktionen og medarbejderne i BIF, og jeg glæder mig til at arbejde sammen med Marianne om at fastholde et erhvervsliv i vækst, skaffe endnu flere københavnere i job eller uddannelse og fremme integrationen.”

DJØF forhandler nu en fratrædelsesordning for Line Nørbæk og har hyret et eksternt advokatfirma til at føre en personalesag for Marianne Sørensen.

Læs mere i NB-Beskæftigelse, der også forsøger at få en kommentar fra Cecilia Lonning-Skovgaard.

Opdatering kl. 13:30: Cecilia Lonning-Skovgaard har ikke ønsket at kommentere fyringen af Line Nørbæk.

Læs også:
Københavnske politikere godkendte selv udskældt praksis

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Kommune i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her